Soldater kræver psykolog inden udsendelse

Soldater, der har været udsendt til krigsområder, har stor risiko for at få psykiske problemer. Alligevel bliver soldaterne genudsendt flere gange, uden at en psykolog har vurderet, om de er egnet til at sendes i krig.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Henrik Johansen, en rutineret soldat, genkender problemet.

- Jeg har været udsendt fem gange, og jeg har aldrig været til en psykologsamtale, før jeg skulle ud, siger han til DR Nyheder. 

Soldaternes fagforening, Hærens konstabel- og korporalforening, HKKF, har undersøgt 86 soldater der alle lider af posttraumatisk stresssyndrom. Den undersøgelse viser, at 50 af soldaterne har været udsendt tre gange inden for to år og 21 soldater to gange inden for to år.

Der er altså en tydelig sammenhæng mellem gentagne udsendelser og psykiske problemer.

Derfor mener soldaternes fagforening, at psykologsamtaler skal være obligatoriske, hvis en soldat skal sendes i krig igen.

- I de situationer, hvor soldaterne bliver udsendt med et kortere interval end to-et-halvt til tre år, der skal man forbi en psykolog og vurderes, om man er egnet til udsendelse eller ej, siger formand i HKKF, Flemming Vinther.

- Vi har et ansvar for, at soldaterne også om fem år og ti år er velfungerende og kan have en ordentlig familie, og ikke ender med at sidde med et misbrugeproblem, selvmordstanker eller det, der er værre, siger han.

Men forsvarets psykologtjeneste mener ikke, at samtaler vil hjælpe. Det er op til soldaten selv at søge hjælp.

- Jeg tror ikke, at vi kan indfange det. Ligesom hvis man opdager en kræftknude, så skal man også selv gøre noget, for i sidste ende går det ud over en selv, siger chefpsykolog i Forsvarsakademiet, Vibeke Schmidt.


Nyhedsoverblik