Soldater i kø for at komme til Afghanistan

Risikoen for at miste benene eller blive dræbt af en vejsidebombe skræmmer ikke danske soldater. Der er helt fyldt op på den uddannelse, der forbereder soldater på missionen i Afghanistan.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Soldater er så vilde med at komme til Afghanistan, at forsvaret må afvise at skrive kontrakt med mange. Fællesskabet på liv og død trækker i de unge.

Risikoen for at miste benene eller blive dræbt af en vejsidebombe skræmmer ikke danske soldater væk fra missionen i Afghanistan.   Faktisk står en tur til den krigshærgede Helmand-provins øverst på ønskelisten for mange værnepligtige og erfarne soldater i forsvaret.

Ifølge nye tal fra Forsvarets Personeltjeneste er der fyldt helt op på Hærens Reaktionsstyrke Uddannelse, der forbereder soldaterne på missionen. Og når soldaterne kommer hjem fra missionen, er det nu meget få, der kan få kontrakt med forsvaret.

- eg vil ikke sige, at det er svært at komme af sted til Afghanistan, men vi har ingen problemer med at rekruttere dem, vi skal bruge til missionen, siger oberstløjtnant Jan Dam fra Forsvarets Personeltjeneste.

I år har forsvaret måtte afvise mange soldater, som ønsker en såkaldt K-35 kontrakt, når de vender hjem fra Afghanistan. K-35 kontrakten betyder, at man kan blive i forsvaret til man fylder 35 år, og dermed blive udsendt til eksempelvis Afghanistan igen.

I 2008 fik 462 menige soldater en K-35 kontrakt med forsvaret, efter de havde været seks måneder i Afghanistan. I år er det tal mere end halveret til 174 soldater. Der er ganske enkelte ikke plads.

Kamptropperne er fyldt op, så de sidste konstabler blev rekrutteret til Ingeniørregimentet, mens de sidste befalingsmænd fik kontrakt med militærpolitiet.

Ifølge formand for Hærens Konstabel og Korporal Forening (HKKF), Flemming Vinther, er det en blanding af fællesskabet, ønsket om at gøre en forskel og ikke mindst muligheden for at prøve sig selv af, der får unge til at søge til Afghanistan.

-Det har altid tiltalt unge at teste, om de handler korrekt under ekstremt pres. Nu har de unge mulighed for at prøve sig af gennem forsvaret. At komme i krig er den ultimative trykprøve af ens evner og ens formåen, og det tror jeg, tænder mange unge, siger Flemming Vinter.

 /ritzau/


Nyhedsoverblik