Søværnet opgiver at finde kæntret sejler

SOK har indstillet eftersøgningen uden resultat efter en savnet mand fra kæntret jolle i Nyrup Bugt nord for Nykøbing Sjælland.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

En omfattende eftersøgning har været negativ, oplyser Søværnets Operative Kommando (SOK).

- Der har været god sigt, og området, hvor han kunne være, har været forholdsvis lille. To helikoptere har fløjet frem og tilbage i mange timer, og hvis han havde ligget i vandet, så havde vi fundet ham. Alt tyder desværre på, at manden er druknet i det kolde vand, siger den vagthavende hos SOK til Ritzau.

Det var en forbipasserende bilist der søndag formiddag slog alarm og fortalte, at en jolle var kæntret cirka 100 meter ud fra kysten ved Klint.

Han kunne se, at to mænd var faldet i havet. Den ene holdt fast i jollen, mens den anden lå i det kolde hav lige i nærheden.

En redningshelikopter, der tilfældigvis var i luften i forvejen, fik relativt hurtigt reddet den ene af de to op. Der er tale om en 52-årig mand, der blev fløjet ind til land og kørt til Holbæk Sygehus.

Manden var afkølet og chokeret, og kunne umiddelbart ikke forklare, hvad der var sket.

Ingen af de to mænd i jollen bar redningsvest, da ulykken skete.

Også flere skibe har deltaget i eftersøgningen. Et fartøj fra Marinehjemmeværnet blev tilkaldt fra Hundested og den tyske fregat Augsburg, der var på vej ned gennem Storebælt, vendte også om og gik til undsætning. Også det lokale redningsberedskab deltog i den store redningsaktion.

[video:videonode:146331]

 


Nyhedsoverblik