Det vi har sammen

Socialdemokrater uenige om Samariten

Foto: TV ØST

Medlem af byrådet i Faxe blander sig i sag om Samariten. Det falder ikke i god jord hos partifællerne i Regionsrådet.

Det socialdemokratiske byrådsmedlem i Faxe Kommune, Michael Frederiksen, har med et læserbrev i ugeavisen Haslev Posten vakt dyb undren hos partifællerne i regionsrådet.

Michael Frederiksen opfordrer Region Sjælland til at droppe Samariten og i stedet skrive kontrakt med Falck, skriver Dagbladet.

I læserbrevet underskriver han sig ikke udelukkende som socialdemokrat, men bruger også sin titel som formand for Erhvervs- og Kulturudvalget i Faxe Kommune, hvilket undrer socialdemokraternes gruppeformand i regionsrådet, Steen Bach Nielsen, der føler sig »stødt på manchetterne« af Frederiksens indlæg.

- Jeg mener jo, at vi som partifæller bør tale sammen først, og han har i hvert fald ikke kontaktet mig. Og når han skriver under som formand for et udvalg er det så en Faxe Kommune-holdning, han giver udtryk for, undrer Steen Bach Nielsen sig over.

Politisk ordfører for socialdemokraterne i regionsrådet, Tommy Kamp, kalder det direkte uansvarligt at mene det, Michael Frederiksen giver udtryk for.

- Ingen ved bedre end kommunalpolitikere, at man er erstatningspligtig i et trecifret millionbeløb, hvis vi gør som Frederiksen foreslår. Han ved intet om udbudsrunden, prækvalifikationen og ambulancetjeneste.

Tip os Har du et godt tip?