Det vi har sammen

Socialdemokrat vil gi' landskamp til Store Heddinge

Foto: TV ØST

Den 6. juni skal Danmark spille landskamp mod Sverige om at komme med til VM-slutrunden i Sydafrika i 2010. Hverken DR eller TV2 viser kampen, derfor er der mange, som ikke vil kunne se kampen. Det vil en politiker fra Store Heddinge lave om på.

Der er mange, der ikke kan se fodboldlandskampen mellem Sverige og Danmark den 6. juni. Det har fået socialdemokraten på Stevns Steen Nielsen til at foreslå, at kommunen skal vise kampen på storskærm på deres regning.

- Jeg tænkte, at det er en public service. Når Christiansborg-politikerne ikke kan finde ud af, at levere landskamp til folket, så må vi kommunal-politikere gøre det. Derfor tænkte jeg, hvorfor ikke vise den på torvet i Store Heddinge, siger Steen Nielsen (S).

I byen er der både dem, der er glade for en gratis fodboldfest, men der også folk, der ikke synes om idéen.

- Jeg synes, at det er en rigtig god idé. Jeg skal i hvert fald ned og se den, det er 100 procent sikkert, siger Lasse Nielsen fra Store Heddinge.

- De penge kan bruges bedre på andre ting, for eksempel de ældre. Madordningen er meget, meget dyr her i kommunen, siger Henning Jensen fra Store Heddinge.

Da det blev offentliggjort, at der var mange, der ikke ville kunne se landskampen Sverige-Danmark, var det noget, som skuffede mange danskere. Derfor har blandt andet Odense valgt at vise kampen på storskærm - og nu måske også Store Heddinge.

- Vi giver jo også støtte til vores lokale biograf og spillestedet Spilledåsen og alle mulige andre, som jo heller ikke alle borgere i kommunen gør brug af . Så man kan jo ikke forvente, at når man giver støtte, at alle borgere, skal have glæde af det, siger Steen Nielsen.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App