Det vi har sammen

Snevejr på vej

Foto: TV ØST

Den kommende uge byder på iskoldt vejr og på mulighed for sne. Vinteren kommer dog for alvor først tilbage i weekenden.

Lolland, Falster og Møn kan godt begynde at finde koste os saltet frem. 
 
Den kommende uge byder nemlig på en tilbagevenden til mere vinterlige tilstande.
 
Ugen starter med et par dage med gråt og mildt vejr - hvor der også kan falde regn.
 
Men når vi kommer hen mod slutningen af ugen, får temperaturerne et nøk nedad til mere vinteragtige niveauer. Og det giver både snevejr og en omgang nattefrost på helt ned til otte minusgrader, lyder prognosen fra Danmarks Meteorologiske Institut, DMI.
 
Udbredt nattefrost

- Overskrifterne for den kommende uge må være, at ugen starter mildt og gråt og til tider vådt, men ender koldt, fortæller vagthavende meteorolog Michael Skelbæk fra DMI.
 
- Temperaturerne falder på torsdag til omkring to graders varme i dagtimerne, og så kommer der udbredt nattefrost natten til fredag, tilføjer han.
 
Derefter går vi en kold weekend i møde. Både fredag, lørdag og søndag ligger temperaturen omkring frysepunktet i dagtimerne.

Sne - men ikke i store mængder
 
- Der vil også komme en lille smule sne, men det er ikke alle steder: Den største mulighed, hvis man ser det som en mulighed, er specielt omkring Østersøen. Altså især Lolland-Falster og Møn, siger DMI-meteorologen.
 
- Der kommer nok ikke så meget sne, at det giver store trafikale problemer. Men temperaturerne vil falde til under frysepunktet, og det kan give anledning til nogle glatte veje, tilføjer han.
 
På den anden side af weekenden lader det dog til, at temperaturerne stiger igen, lyder vurderingen.
 
- Umiddelbart ser det ud til, at det kun bliver en kort overgang, at vi får det her kolde pust fra nordøst. Som det ser ud i øjeblikket, bliver det igen varmere, når vi kommer til starten af næsten uge, siger Michael Skelbæk.
 
- Men jeg vil ikke udelukke, at vinteren igen kan bide sig fast, tilføjer han.
 
/ritzau/

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App