Snestormvarsel lurer for Østdanmark

Torsdag efter arbejdstid får bilisterne på Sjælland og Bornholm en træls hjemtur.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der lurer en snestormvarsel for torsdag fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) for Sjælland og Bornholm. Men så meget er sikkert, at eftermiddagstrafikken torsdag bliver bøvlet for vejvæsnet og bilisterne.

- Udfordringen bliver at få trafikken til at glide. Men vi kommer ikke ud i så stort kaos, at bilisterne ikke kan komme frem. Og der bliver sikkert ikke behov for bæltekøretøjer, siger DMI's vagthavende, Michael Christiansen.

Der skal både være udsigt til mindst 10 centimeter sne og snefygning, før DMI sender et snestormsvarsel til beredskabsstyrelsen.

Lige nu er der i prognoserne kun udsigt til mellem 5 og 10 centimeter sne på Sjælland og Bornholm. Men DMI lurer hele tiden på, at det kan blive nødvendigt at trykke på alarmen, oplyser den vagthavende.

Det er en front fra nordvest, som bringer nedbøren med sig. Den rammer Thy ved midnat med plusgrader og regn for så med faldende temperaturer at gå over i slud ned over Jylland.

På Fyn falder nedbøren som tøsne. Men sjællænderne vågner op til sne torsdag morgen, formentlig uden dog at give trafikanterne alt for meget besvær på vej til arbejde.

Men når sjællænderne og bornholmerne skal hjem igen, bliver det nærmest kaotisk, siger Michael Christiansen.

- Det bliver ikke så sjovt. Det bliver en udfordring for vejvæsnet - det er helt sikkert. Jeg tager ikke bilen på arbejde torsdag morgen, siger han.

Fredag er det så overstået med nedbøren, men det bliver overskyet og frostkoldt.

 

/ritzau/


Nyhedsoverblik