Snestorm kan give trafikkaos i julen

Danskerne skal overveje at holde jul hjemme. Vejret bliver en barsk omgang, lyder meldingen fra Vejdirektorat.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den 23. december er den helt store rejsedag, men i år gør snevejret og blæsten rejsen besværlig - især for bilisterne. Det er derfor Vejdirektoratets råd, at jo før, man kan kører hjemmefra, jo bedre. 

- Hvis man først kører torsdag, giver det ekstra udfordringer, for der vil være sne på kørebanen, og det  forsinker trafikken væsentligt, siger vagtchef Majbritt Strojek hos Vejdirektoratet.

Men uanset hvornår man kører, handler det om at være forberedt og ekstremt agtpågivende.

- Det er vigtigt at høre trafikmeldinger og læse på nettet, så man ved, hvad der venter, og om det er forsvarligt at køre ud. Måske skal man i stedet blive hjemme og holde jul eller tage toget, siger hun.

DSB har allerede ændret køreplanen og sat ekstra tog ind mellem København og Århus den 22. december og ekstratog mellem København og Herning den 23. december.

- Den helt store rejsedag for os er lillejuleaften. Intercitytog og lyntog kører efter planen, og der er plads i togene - bedst, hvis man tager af sted tidligt om morgenen eller sent om aftenen, siger trafikinformationschef Tony Bispeskov, DSB.

Den forventede snestorm, der starter i de sydlige egne onsdag aften, har også fået DSB til at aflyse en række regionaltog.

- Vi vil hellere køre med færre tog frem for at aflyse. På den måde er vi sikre på, at folk når frem, siger Tony Bispeskov.

Rådet er også her at gå ind på DSB's hjemmeside eller rejseplanen for at se, hvordan trafikken afvikles.

2. juledag er den helt store hjemrejsedag. Og her er Vejdirektoratets råd: Bliv en dag længere, hvis det er muligt.

- Vejrforholdene er bedre den 27. december. Der kommer stadig sne, men langt fra så meget som den 23. december. Så rådet er at køre den 27. december, hvis det kan lade sig gøre, siger vagtchef Majbritt Strojek, Vejdirektoratet.


Nyhedsoverblik