Det vi har sammen

Snestorm: Her falder sneen i dag

Foto: TV ØST

DMI varsler om snestorm for hele landet i dag. I vores område er det især et bælte fra Nordvestsjælland ned mod Stevns og Østsjælland, der rammes, vurderer DMI.

Her til morgen vågner mange danskere op til et hvidklædt  landskab. Og der kommer endnu mere af det hvide drys i løbet af dagen, for meteorologerne på DMI varsler om snestorm og snefygning.

Snemængderne kan nå op til 20 centimeter, fortæller vagtchef Jørn Thomsen.
-  Allerede her til morgen ligger sneen over det meste af landet, og inden for kort tid når det også til Bornholm. Til gengæld er det slået over i regn og slud i Sydvestjylland, siger han.

Især i det nordøstlige Danmark bliver det bare ved og ved med at sne hele dagen.
 - I Nordøstjylland, Nordsjælland, Østsjælland og Bornholm vil det sne det meste af dagen, men det vil klinge lidt af sidst på dagen - bare ikke helt yderst som i Vendsyssel og øverst i Nordsjælland, siger vagtchefen.

Faktisk er det sådan, at jo længere nordøst, du kommer, jo mere sne falder der , og jo koldere bliver det, forklarer Jørn Thomsen.

Sneen fortsætter
Det fortsætter med at sne helt til i aften og i nat, men det kommer ikke til at sne hele tiden alle steder i Danmark, fastslår han.

I Midt- og Østjylland, på Fyn og i Vest- og Sydvestsjælland går sneen en overgang over i slud eller regn med aftagende vind.
 - Fra sydvest stiger temperaturen til lidt over frysepunktet, og helt langs vestkysten bliver det op mod fem graders varme i løbet af dagen, fortæller han.

 Derfor kan sneen mange steder ende med at blive blød og smattet, men den når ikke at smelte helt væk, siger vagtchefen.

Sneen fortsætter i den kommende uge. Dog ikke i så omfattende grad som det er tilfældet søndag.

 Følg snevejret på DMI's radar her: http://www.dmi.dk/dmi/index/danmark/radar.htm

      /ritzau/

 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App