Det vi har sammen

Snepengene er brugt

Foto: TV ØST

Efter første weekend med vintertjeneste er vinterkassen tom i Odsherred.Snerydning og saltning neddrosles nu yderligere i Odsherred kommune.

Efter den første lille uge med sne, fygning og frostgrader har mandskabet i Park og Vej været i vintertjeneste så mange timer, at den afsatte budgetsum mandag morgen 29. november 2010 var opbrugt. Miljø- og Klimaudvalget har på et kort, ekstraordinært møde i forlængelse af byrådsmødet tirsdag den 30. november 2010 besluttet, at vintertjenesten med øjeblikkelig virkning neddrosles yderligere med blandt andet den konsekvens, at offentlige stier nu ikke mere kan forventes sneryddet. I forvejen er boligveje nedprioriteret til kun at blive ryddet i nødstilfælde, og p-pladser i begrænset omfang. Vintertjenesten koncentrerer sig om hovedfærdselsårerne.

- Efter sidste hårde vinter havde vi et efterslæb af merudgifter og afspadsering, hvorfor byrådet i august godkendt et nyt regulativ for vintertjenesten og et lavere serviceniveau. Med den hårde vinters pludselige komme er de afsatte midler nu opbrugt, og da vi hverken i byråd eller udvalg vil bringe et underskud fra i år ind i budget 2011, er vi nødt til at standse op nu og sænke serviceniveauet yderligere, siger formand for Miljø- og Klimaudvalget Annelis Stamm, SF.

Hun beklager udviklingen og det lavere serviceniveau og tilføjer, at vintertjenesten med snerydning og saltning fortsat vil ske på hovedfærdselsårerne, mens cykel- og gangstier nu ikke mere snebekæmpes.

Miljø- og Klimaudvalget har ordinært møde på tirsdag den 7. december 2010, hvor vintertjenesten drøftes igen.

- Såfremt regeringen og folketinget vil støtte kommunerne med vintertjenesten, sådan som der de seneste dage har været forslag fremme om, tager vi naturligvis beslutningen op til ny vurdering, siger Annelis Stamm.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App