Færre dræbte i trafikken

Med 200 dræbte i trafikken er 2011 er et historisk godt år. Sneen fik de sårbare cyklister og fodgængere væk.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Bilerne og trafikken i det hele taget kostede livet for omkring 200 mennesker i år.

Dermed er der udsigt til et rekordlavt antal trafikdrab, oplyser Rådet for Sikker Trafik. Sidste år var også en rekord, da 255 mennesker mistede livet i trafikken.

Direktør for Rådet for Sikker Trafik, Anders Rosbo, er meget tilfreds med resultatet for 2011.

- I år er det gået fantastisk godt. Hvis vi når 200, har vi nået målet for Færdselskommissionen, siger Anders Rosbo.

Det endelige tal foreligger først, når året er helt slut og tallene renset for ulykker, som skyldes selvmord og sygdom.

Sneen i de første måneder af året får en stor del af æren for, at 2011 blev mindre blodig end året før. For meget sne betyder færre cyklister og færre fodgængere, forklarer Anders Rosbo.

Samtidig har bilisterne sat farten ned, og især de unge mellem 18 og 20 år er begyndt at køre mere fornuftigt.

Hvis det skal blive endnu bedre, skal de såkaldte stærekasser med fartkameraer sættes op, mener Anders Rosbo.

Vejene kan gøres mere sikre, og bilerne kan forsynes med alkolåse og alarm mod uopmærksomhed, hvis antallet af ulykker skal længere ned. Og hastighedsgrænsen kan desuden sættes ned flere steder i stil med Sverige.

Danmark har stadig forholdsvis flere dræbte end Sverige, selv om tallet er steget på de svenske veje i 2011. Sverige bruger forholdsvis flere penge på trafiksikkerhed, påpeger Rosbo.

Han regner tror fortsat på, at Danmark i 2020 kan nå EU-målet om at halvere antallet af trafikdrab i 2020 i forhold til 2010.

I så fald skal Danmark ned på 120 dræbte i 2020.

- Det kan vi godt nå, siger direktøren i Rådet for Sikker Trafik.

/ritzau/


Nyhedsoverblik