Snagere på kanten af straffeloven

Det er forbudt at læse andre menneskers sms-beskeder, e-mails og breve. Et brud på den grundlovssikrede brevhemmelighed kan koste op til seks måneders fængsel.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 - Straffelovens paragraf 263 siger, at den som uberettiget bryder et brev eller gør sig bekendt med indholdet kan blive straffet med bøde eller fængsel op til seks måneder. Det gælder også for mails og sms beskeder. Det tror jeg ikke, at folk tænker over, når de læser kærestens sms eller mail, siger Morten Jensen, der er advokat hos Advokatfirmaet Drachmann i Nykøbing Falster.

 - Man kan hele tiden sammenligne elektronisk kontra fysisk skrift. Det er for eksempel i orden at læse et postkort, for der er teksten frit tilgængelig. Det er det samme, hvis man har fælles mailadresse. Men man må ikke læse mails, hvis det kræver en kode. Det er det samme som at åbne et lukket brev, siger Morten Jensen.

En ny undersøgelse viser, at cirka hver anden tjekker kærestens beskeder. De bevæger sig på kanten af straffeloven, men det betyder ikke, at det flyder med den slags sager på advokatkontorerne.

 - Der findes ikke ret mange af den slags sager. Jeg har ikke hørt om noget lignende i de sidste 2-3 år. Måske anmelder folk det til politiet, men det er sjældent, at der kommer en straffesag ud af det. Det er svært at skaffe beviser, siger Morten Jensen

I en sag fra 1998 blev en mand dømt, fordi han havde aflyttet sin kones telefonsamtaler. Han havde haft mistanke om, at konen havde en elsker, hvilket da også blev afsløret af optagelserne, som han brugte i en skilsmissesag. Dette blev altså ikke vurderet som berettiget, og manden endte med at måtte betale dagbøder af 100 kroner.


Nyhedsoverblik