Det vi har sammen

SmartGuy flytter lageret til Polen

Foto: TV ØST

120 ansatte får en fyreseddel, når Smartguy fra Jyderup ved Holbæk flytter lageret til Polen. Flytningen sker for at spare løn-kroner.

Det danske lønniveau er for højt. Og derfor har Nordens største internetbaserede forhandler af tøj til mænd og drenge, SmartGuy, valgt at rykke lageret til Polen.

- Når vi i dag sammenligner vores pakkeomkostninger med konkurrenternes, så ligger vi højere på grund af det danske lønniveau.

- Og det er ikke holdbart, når konkurrencesituationen spidses yderligere til i fremtiden, forklarer SmartGuys administrerende direktør, Nicolai Kærgaard, i en pressemeddelelse.

25 millioner spares

SmartGuy står til at spare 25 millioner kroner om året ved at flytte pakkelageret fra Jyderup på Sjælland til Stettin i Polen.

Men det er heller ikke håndører, der skal smides, for at få gennemført rykket.

Således vurderer SmartGuy, at det vil koste virksomheden 20 millioner kroner i flytte- og transitionsomkostninger og tage mindst seks måneder at gennemføre.

Medarbejderne får hjælp

Derudover betyder flytningen også fyringer af i alt 120 lagermedarbejdere, som alle vil blive tilbudt diverse kurser og CV-hjælp, så "de er rustet til at komme bedst muligt videre i deres arbejdsliv", skriver tøjforhandleren.

Nicolai Kærgaard lancerede SmartGuy tilbage i 2000 sammen med sine tre partnere - Christian Kusk, Jens Dalsgaard og Poul Kusk.

Den internetbaserede tøjforhandler forventer for regnskabsåret 2012/2013 en omsætning på 450 millioner kroner.

Flytningen til Polen vil være køreklar den 1. juli.

/ritzau/

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App