Småøer frygter sparekniv efter reform

Danmarks små øer er bange for nedskæringer på ældrepleje, færgedrift og skoler efter strukturreformen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Landets små øer frygter, at de kommer til at undgælde for udgifter i forbindelse med kommunalreformen. Det siger Henry Larsen, formand for Sammenslutningen af Danske Småøer, som lørdag holdt generalforsamling på Fur i Limfjorden.

- De nye kommuner gør meget for at inddrage borgerne, men samtidig er det ved at gå op for dem, at det koster at lave kommunesammenlægninger. Nu er sandhedens time ved at melde sig, og så kigger man jo efter, hvor man kan spare. Det kan vi godt blive bange for på de små øer, erklærer Henry Larsen.

Han opfordrede i sin beretning kommunerne til ikke at lave panikløsninger og begynde at nedlægge skoler eller spare på ældreforsorgen på øerne. Det sidste er ved at ske på Henry Larsens egen ø, Sejerø i Kalundborg Kommune, siger han.

Småøerne er desuden bekymrede for deres livline til fastlandet - færgedriften. Støtten til færgesejladsen til de mindre øer er lagt om, og det kan skabe problemer på den måde, at det bliver vanskeligere at skaffe investeringer i nye færger fremover, oplyser Henry Larsen.

Det er et problem, som Sammenslutningen af Danske Småøer vil rejse på et møde med Folketingets Ø-kontaktudvalg. Endelig er øboerne utilfredse med hjælpen til ofre for stormflod.

- Nogle af øerne fik gennembrudt deres diger ved den seneste stormflod, og dér har vi oplevet, at hjælpen til stormflodsramte er ret begrænset. Det er en sag, vi vil rejse igen, for vi er ikke tilfredse med udfaldet. Der er ikke givet tilfredsstillende hjælp til dem, der er ramt, siger Henry Larsen.

Der er 27 medlemmer af de små øers forening.


Nyhedsoverblik