Små banker fryder sig over lukninger

Flere store banker lukker afdelinger. Det kan sende flere kunder direkte i favnen af landets mindre banker. Sparekassen Sjælland er en af de banker, som så småt lukrerer på den tendens.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Mens flere store banker lukker filialer rundt om i landet, så luner de mindre banker sig. For lukningerne hos f.eks. Danske Bank og Nordea kan være lig kundehøst for de lokale banker. Det har man blandt andet oplevet hos Sparekassen Sjælland, skriver Jyllands-Posten.

Den sidste er ikke åbnet
Pengeinstituttet har de seneste år åbnet flere filialer, end lukket. Alligevel er tilfredsheden kontrolleret hos den ordførende direktør i Sparekassen Sjælland, Lars Petersson.

- Vi har ikke lukket den sidste filial, men vi har heller ikke åbnet den sidste endnu. Vores eksistensberettigelse ligger dog i at være i andet end byer med mindst 25.000 mennesker, siger Lars Petersson til Jyllands-Posten.

Lokalt er en styrke
Skulle tendensen blive forstærket i den kommende tid, så er det ikke første gang. Det understreger direktøren i Lokale Pengeinstitutter, Jan Kondrup.

- Det så man tilbage i 1990'erne, da der også blev lukket mange filialer rundt omkring. Vores styrke er netop, at vi er til stede lokalt, så kunderne kan gå ind i banken, når de har behov for det, siger Jan Kondrup.

Gode til nærhed
Årsagen til de mange filiallukninger i de store banker er, ifølge bankekspert Bjarne Jensen fra StockRate Asset Management, at de er nødt til at centralisere sig og samle deres ekspertise færre steder og i større enheder. Han er enig i, at den udvikling kan komme de mindre banker til gode.

- Alt skulle være så stort. Jeg kan godt forestille mig, at nogle ting svinger tilbage, og der har de små banker en fordel, for de er gode til at konkurrere på nærhed, siger han.


Nyhedsoverblik