Nyheder fra din hverdag

Slut med ventetid på vigtige stråler

Foto: TV ØST

Kapaciteten er øget voldsomt på flere sygehus på Sjælland, hvor man nu også er parat til at tage imod jyske kræftpatienter.

Det er tæt på at være et overstået kapitel med danske kræftpatienter, som må vente otte til ti uger eller længere på den strålebehandling, som skal være med til at helbrede den frygtede sygdom. Det skriver Berlingske Tidende.

Behandlingskapaciteten på flere sygehuse er nemlig blevet udbygget så kraftigt de senere år, at stort set alle danske kræftpatienter nu kan komme i strålebehandling herhjemme inden for tre-fire uger. Dét er meldingen fra overlæge Svend Aage Engelholm, der er leder af landets største afdeling for strålebehandling på Rigshospitalet i København.

Hér har man det seneste halvandet år forøget antallet af strålekanoner - acceleratorer - fra syv til 13, når man regner satellit-afdelingen på Næstved Sygehus med. Og i løbet af få måneder åbnes yderligere to nye strålekanoner på Herlev Hospital, det andet store kræftbehandlingscenter på Sjælland.

- Det er den største ekspansion nogensinde inden for noget fagområde i sundhedsvæsenet. Med den udbygning har vi kapacitet nok også til at dække behovet i de kommende år, siger Svend Aage Engelholm. Mens kapaciteten er udbygget kraftigt i Østdanmark, kniber det mere i Jylland.

Region Midtjylland måtte sidste år sende ca. 60 patienter til strålebehandling i Tyskland og har også i stor stil måttet benytte kapacitet i naboregionerne for at overholde garantien for behandling inden for fire uger. Hér åbnes imidlertid to nye strålekanoner på regionshospitalet i Herning i løbet af foråret, ligesom der er planer om permanent køb af kapacitet i Vejle og om at udvide med yderligere fire kanoner i Århus i de kommende år.

Samtidig tilbyder Rigshospitalet nu i stor stil at tage imod patienter fra Jylland, og dermed vil det kunne være slut med de lange ventetider, som i flere år har været et dominerende emne på den politiske dagsorden.

- Det ærgrer mig voldsomt, at vi måtte vente så længe på tilladelse til at åbne i Herning. Det har forsinket os i tre-fire år og er medvirkende årsag til, at vi er bagefter. Men nu rykker det, og med kapaciteten fra andre regioner er vi ved at være i hus, siger gruppeformand Johannes Flensted-Jensen (S), Region Midtjylland.

Tip os Har du et godt tip?