Slagterigigant truer med slagterilukninger

Danish Crown vil lukke slagterier, hvis ikke redningsplanen DC Future fører til drastiske fald i lønomkostningerne. Ledelsen håber på de ansattes opbakning.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Ledelsen i slagterikoncernen Danish Crown afventer udfaldet af de centrale overenskomstforhandlinger, inden selskabet eventuelt iværksætter en plan B, som kan betyde lukninger af svineslagterier i stort omfang.

Indtil da arbejder slagterigiganten på redningsplanen DC Future, som skal reducere omkostningerne med 1,3 milliarder kroner. Foreløbig er planen i stort omfang blevet afvist af medarbejderne, men slagteriselskabet mener at være halvt i mål.

På repræsentantskabsmødet tirsdag i Vejle oplyste administrerende direktør Kjeld Johannesen, at han fortsat håber og tror på opbakning til planen hos medarbejderne, så lønomkostningerne kan blive reduceret  med 20 procent per produceret enhed.

For tre uger siden foreslog slagteriledelsen helt konkret, at de 5600 slagteriarbejdere skal gå 10,50 kroner ned i timeløn, mens nyansatte medarbejdere skal have 20,35 kroner mindre i timen.

Det udspil afviste slagteriarbejderne netop som de centrale overenkomstforhandlingger mellem NNF og DI blev indledt. Uden en reduktionen på lønsiden er slagterilukninger ifølge ledelsen meget nærliggende. Slagteriledelsen mener, at lønniveauet med 191 kroner i snit per time til slagteriarbejderne giver branchen ulige konkurrencevilkår i Danmark.

- Lønningerne på slagterierne er meget højere end for eksempel på chaufførområdet med timesatser på 120 kroner, siger Kjeld Johannsen.

/ritzau/


Nyhedsoverblik