Det vi har sammen

Slagteriafstemning ender som gyser

Foto: TV ØST

Tillidsfolkene hos Danish Crown forudser en gyser, når resultatet af afstemningen om omdiskuteret støtteaftale til svin i dag afsløres.

- Jeg forudser en gyser.

Sådan siger formanden for tillidsmandskollegiet i Danish Crown, Lars Mose, om den afstemning, der afgøres af 6.000 slagteriarbejdere om få timer til Avisen.dk.

Senest klokken 10.00 i dag skal slagteriarbejderne stemme om, hvorvidt de skal gå markant ned i løn for at bevare deres egne arbejdspladser. De sparede lønkroner skal bruges til at investere i svineindustrien, så slagtesvin ikke køres ud over landets grænser, men sørger for fast arbejde herhjemme.

6,4 procent ned i løn

Hvis slagteriarbejderne stemmer ja til forslaget, skal de gå 6,4 procent ned i løn. Det samme skal deres direktører, skriver Avisen.dk.

- Det er min fornemmelse, at det bliver tæt løb. I starten var der mange, der sagde nej, nej og nej. Men her på det sidste hører jeg flere og flere, der siger ja, siger Lars Mose, der selv arbejder på slagteriet i Horsens.

Afstemningen på en af landets største arbejdspladser, Danish Crown Pork, kan blive afgørende for, hvordan andre vil tackle konkurrencen fra udlandet - heriblandt Tyskland og Polen, hvor lønningerne er markant lavere end i Danmark.

Kan sprede sig

Christian Lyhne Ibsen forsker i arbejdsmarkedsrelationer på Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier (FAOS) ved Københavns Universitet.

Ifølge ham er det lidt for tidligt at sige, om tendensen fra Danish Crown - hvis det bliver et ja til lavere løn - vil brede sig til andre danske arbejdspladser.

- Det er en helt ny model herhjemme. Derfor er der heller ikke noget mønster, så jeg kan endnu ikke vurdere, om tendensen vil brede sig til andre virksomheder med investeringsproblemer, siger forskeren til Avisen.dk, der dog kender til lignende aftaler.

- Når den her type aftaler er lavet andre steder i Europa, så har der været mest musik i de aftaler, hvor der er blevet investeret i produktionsapparatet. Altså i aftaler, hvor der ikke bare har været tale om brandslukning i form af ren lønnedgang, men om en reel langtidsinvestering, siger Christian Lyhne Ibsen fra FAOS til Avisen.dk.

Forskeren mener ikke, at medarbejderne på Danish Crown skal føle sig for sikre i forhold til at undgå fyringer.

Tillidsrepræsentanter håber på et ja

I både Herning og Ringsted er tillidsrepræsentanterne fortrøstningsfulde. De tror begge på et ja til kollektiv lønnedgang, selvom der har været heftige diskussioner i kantinen.

- I starten skulle folk ud med temperamentet, fordi forslaget faldt ned fra himlen, og de var helt uforberedte. Men nu har kollegerne haft tid til at tygge på det, og jeg tror, at mange ser det fornuftige i at bevare deres arbejdsplads, siger Kurt Høj, der er tillidsrepræsentant for cirka 700 slagteriarbejdere i Herning til Avisen.dk.

- Jeg håber, at det bliver et ja med et stort flertal på 2/3 for og 1/3 imod. Mange tidligere nej-sigere er blevet omvendt efter, at ledelsen har holdt møde med medarbejderne og svaret på deres bekymringer, siger Torben Lyngsø, der er der er tillidsrepræsentant for cirka 1.000 slagteriarbejdere i Ringsted til Avisen.dk.

Hverken LO, Dansk Industri eller Dansk Arbejdsgiverforening vil kommentere afstemningen på Danish Crown, før resultatet offentliggøres skriver Avisen.dk.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App