Mellem 20.000 og 30.000 gæster.
Det er, hvad Slagelse kan se frem til at få i en uges tid, hvis byen bliver vært for DGI&DDSs landsstævne i 2017.
Byrådet i byen har netop besluttet at stille sig bag ansøgningen til idrætsforbundet om stævnet – og også at stille med de omkring 30 millioner kroner, som der kræves for at kunne gennemføre arrangementet.
Det skriver Sjællandske.
DGI står for Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger og DDS står for De Danske Skytteforeninger. DGI er Danmarks største idrætsorganisation med 5.100 foreninger, 92.000 frivillige ledere, trænere og instruktører samt 1,5 mio. idrætsaktive. DDS har ca. 150.000 medlemmer fordelt i 800 skytteforeninger.
Regionen var senest vært ved landsstævnet i 2009. Næste gang - i 2013 - afholdes landsstævnet i Esbjerg.