Planerne om et storhold i Roskilde med Anja Andersen i spidsen faldt til jorden, da kommunen ikke ville støtte det ambitiøse håndboldprojekt. Men nu bliver der alligevel mulighed for at se tophåndbold i byen, da den første DM-finale mellem Slagelse og Viborg den 28. april bliver spillet i Roskilde.
Ifølge Sjællandske skyldes det, at både Slagelses normale hjemmebane Antvorskovhallen og alternativet Brøndby Hallen er optaget på dagen.
Antvorskovhallen er lejet ud til en danseopvisning, og det er helt fair. Programmet for slutspillet bliver lagt ret sent i samarbejde med TV2, og da datoen for den første finale blev fastsat, var både Antvorskovhallen og Brøndby Hallen lejet ud, siger Slagelses daglige leder Bjarne Stenbæk til avisen Sjællandske.
En eventuel tredje og afgørende finale vil blive spillet i Antvorskovhallen.