Slagelse sparer på ældres rengøring

Nu skal de ældre i Slagelse Kommune kun have gjort rent en gang hver tredje uge. Men det kan blive en dårlig forretning, og det er ulovlig økonomi-tænkning, mener et byrådsmedlem.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Slagelse Kommune skal spare 5,8 millioner kroner på rengøringen til de ældre. Det skal ske ved, at de ældre kun får gjort rent en gang hver tredje uge i stedet for en gang hver anden uge, som det er nu.

Kommunerne må kun skære i støtten hvis de kan påvise, at den ældre har fået det bedre.

Peter Lotinga, der er medlem af byrådet for Dansk Folkeparti, mener, at det kan blive en rigtig dårlig forretning at skulle haste igennem en revisitering af de 2300 ældre i Slagelse der modtager rengøringshjælp.

- De finder selvfølgelig nogen, der har fået det bedre. Men det er ikke mange. Og de få man finder, de får selvføglelig ændret deres rengøring til hver tredje uge. Men den lille fortjeneste er ingenting, når man ser på alt det besvær. Jeg tror det går op i hat og briller, siger Peter Lotinga fra DF.

Han mener at kommunen tænker i økonomi, og at besparelserne derfor er ulovlige.

- Det er jo et usagligt argument, at det er pengene, og det er også derfor, at det er ulovligt, siger Peter Lotinga fra DF.

I Ældre Sagen er de enige i, at der er grund til bekymring.

- Det vi kan se er, at mange kommuner er i en situation, hvor de bevæger sig på kanten af den sociale lovgivning. Flere gange skærer de også mere ned, end den sociale servicelov giver dem lov til. De bøjer altså loven, siger Olav Felbo, der er chefkonsulent i Ældre Sagen.

Slagelse Kommune har i dag kontaktet Socialministeriet for at sikre, at de overholder loven, når de revisiterer. Men formanden for Omsorgsudvalget erkender, at økonomien spiller en afgørende rolle på besparelserne på ældreområdet.

- Det er selvfølgelig et område der er meget presset. Vi skal være ansvarlige politikere og vi skal tænke økonomi samtidig med, at vi tænker ydelser. Vi er også blevet pålagt af regeringen, at vores budgetter skal gå i nul, siger Lene Wilbro (SF), der er Formand for Omsorgsudvalget i Slagelse.

Ældresagen vil i den kommende tid holde øje med, om kommunen overholder loven.

 


Nyhedsoverblik