Slagelse skiller sig af med kommunaldirektør

Søren Lund Hansen er fortid som kommunaldirektør i Slagelse Kommune. Han og borgmester Stén Knuth (V) er uenige om udviklingen i kommunen og afbryder derfor samarbejdet, lyder det.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Jeg er stolt over på kommunens vegne at have dig som kommunaldirektør.

Sådan sagde Slagelse Kommunes borgmester Stén Knuth (V), da kommunaldirektør Søren Lund Hansen i juni 2014 fyldte 60 år. Men nu ser det ud til, at de varme ord er kølnet lidt af.

I hvert fald skiller kommunen sig nu af med kommunaldirektøren, der har siddet på posten siden 2010, fordi han og Stén Knuth er uenige om udviklingen.

- Da borgmester Sten Knuth og kommunaldirektør Søren Lund Hansen ser forskelligt på den fremtidige udvikling af Slagelse Kommune, og grundlaget for et fortsat samarbejde derfor ikke længere er til stede, har Økonomiudvalget i forståelse med kommunaldirektøren anbefalet Byrådet, at samarbejdet ophører efter de regler, der gælder for kommunaldirektørens ansættelsesforhold, lyder det i en korfattet pressemeddelelse.

Dyr affære

Stén Knuth ønsker ikke at uddybe, hvad uenighederne konkret dækker over, men siger til TV ØST, at der nu er forhandlinger i gang mellem de faglige organisationer og kommunen i forhold til Søren Lund Hansens afsked. Hvis de falder på plads inden byrådsmødet mandag, kan politikerne tage endeligt stilling til, om de er af samme opfattelse som økonomiudvalget og ligeledes ønsker at afbryde samarbejdet.

Hvis det bliver besluttet, at samarbejdet skal stoppes, kan det dog blive en dyr affære. Ifølge sn.dk kan fritstillelsen komme til at koste skatteyderne omkring 4 millioner kroner. 

Enhedslisten er imod

Kommunaldirektøren er fritaget for sine arbejdsopgaver, indtil Byrådet har taget stilling til sagen.

Når beslutningen skal træffes på byrådsmødet, meddeler Enhedslisten, at de vil stemme imod fritstillelsen. Enhedslisten er ellers grundlæggende imod en ledelsesstruktur med både en borgmester og en kommunaldirektør, men partiet ser hellere, at Søren Lund Hansen bliver siddende, frem for at der skal betales flere millioner for at fritstille ham:

- Enhedslisten ser ingen grund til at afskedige kommunaldirektøren. Der opnås ingen besparelse herved, tværtimod, fortæller byrådsmedlem Thomas Clausen (EL).  

Søren Lund Hansen tiltrådte som kommunaldirektør i 2010, hvor han kom fra en stilling som kommunaldirektør i Ringsted Kommune. Inden da havde han haft samme titel i Sønderborg, Varde og Vissenbjerg Kommuner siden 1995.


Nyhedsoverblik