Slagelse-frelser var svindler

Den anonyme investor, der var klar til at redde håndboldklubben Slagelse FH fra en konkurs, har vist sig at være en svindler, oplyser klubben.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Håndboldklubben Slagelse FH er ikke reddet fra konkurs, som det ellers så ud til tirsdag aften. Den investor, som ville redde klubbens pressede økonomi, har vist sig at være en svindler, skriver Slagelse FH i en pressemeddelelse.

Onsdag fandt klubbens bestyrelse ud af, at hjælpen fra den anonyme investor på halvanden millioner kroner og et sponsorat over fem år var et svindelnummer. Ifølge Slagelse FH fortalte manden, at han var barnebarn til en af USA's rigeste mænd, men da Slagelse FH's kasserer, Poul Mørck, kontaktede milliardæren, fandt klubben ud af svindelnummeret. Den amerikanske milliardær fortalte, at alle hans børnebørn er i USA, og at familien ikke har nogen relationer til hverken Danmark eller Slagelse, hvor svindlerens mor angiveligt skulle stamme fra.

Svindleren, der mødtes med bestyrelsen tirsdag aften, dukkede også op i Ikast til kvindeholdets kamp i Guldbageren Ligaen onsdag aften mod FCM Håndbold. Her havde Slagelse FH kontaktet politiet for at anmelde svindleren, men politiet mente ifølge Slagelse FH ikke, at manden kunne anholdes, da han ikke havde påført klubben tab.

Klubbens bestyrelse mødes klokken 16 torsdag for at drøfte fremtiden, men en konkurs er igen en mulighed.

/ritzau/


Nyhedsoverblik