Nyheder fra din hverdag

Slagelse FH er alligevel reddet

Foto: TV ØST

Først truede konkursen, så meldte en anonym sponor sig. Så viste det sig at være en svindler, og så var konkursen igen overhængende for håndboldklubben i Slagelse FH. Nu ser det dog ud til at klubben alligevel er reddet. To sponsorer skyder penge ind.

Håndboldklubben Slagelse FH er reddet fra konkurs. Efter måneders spekulationer og usikkerhed om den vestsjællandske klubs fremtid, kan Slagelse FH's bestyrelse i dag meddele, at klubben ikke går konkurs. To lokale sponsorer går ind og stiller en økonomisk garanti for klubbens drift. Det fortæller klubben i en pressemeddelelse skriver sjaellandske.dk.

I februar meldte Helge Jeppesen fra Specialbutikken i Næstved sig på banen som sponsor, og nu er det Ringsted-virksomheden Auto Truck ApS, som yder en økonomisk håndsrækning til den betrængte håndboldklub.
Ingen af de to nye sponsorer, ønsker at oplyse størrelsen på deres bidrag til klubben. Slagelse FH er i den kommende sæson repræsenteret i kvindernes 1. division og mændenes 2. division.

- Det har været hårdt og ind imellem modbydeligt, synes jeg. Der har været lidt mere stille her på det sidste, men ellers har jeg oplevet, at vi på et tidspunkt fik en tur gennem hakkemaskinen i pressen, som, jeg ikke synes, var helt rimelig. Den del har ikke været så sjov, men nu er vi da enormt lykkelige for, at der dukker to sponsorer op, som gerne vil være med, siger klubbens formand Iver Grunnet, der ikke forsøger at lægge skjul på, at klubben er blevet reddet i sidste øjeblik.

- Det har været rigtig, rigtig tæt på, lyder det fra Slagelse-formanden.

Tip os Har du et godt tip?