Skuffelse efter håndboldkonkurs

Slagelse har ikke længere noget hold i damernes bedste håndboldrække. Folkene omkring holdet ærgrer sig.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

13 års håndboldæra er slut i Slagelse.

- For mig er det et kæmpe nederlag, fortæller Jan Petersen, som var speaker for Slagelse FH, når de spillede på hjemmebane i Antvorskovhallen.

I efteråret stod Jan Petersen bag den indsamling, som i sidste sekund reddede holdet fra at gå konkurs. Men den redningsmand, der gav klubben 722.000 kroner, Peter Lexander har ikke været interesseret i at spytte flere penge i klubben, så nu er det slut.

"Han sagde tre år".

- Jeg synes ikke, vi skal give Peter Lexander hele skylden, men Peter Lexander har jo faktisk fra dag et sagt, "jeg er med klubben, og det er ikke kun i år, jeg vil også være med fremadrettet". Han sagde faktisk tre år, fortæller Jan Petersen til TV2 ØST.

Uden Lexander har klubben måtte give op.

- Vi er selvfølgelig kede af, at vi har været nødt til at trække stikket nu og sige, at vi ikke kan køre videre, men vi synes ikke, det er seriøst at fortsætte, når vi ikke har midlerne til at betale med. Og at få en ny stor gæld, som vi havde før jul, det er der ingen af os, der vil være med til, fortæller Morten Christensen, som er bestyrelsesmedlem i Slagelse FH.

Private donerede penge

Klubbens halspeaker ærgrer sig over, at klubben ikke bare gik konkurs i efteråret. Dengang gav virksomheder og private nemlig i alt 300.000 kroner til ligaholdet.

Jan Petersen lovede dem, at de ville få pengene tilbage, hvis ikke klubben fandt en stor sponsor, der kunne stå for resten af beløbet.

Da Lexander dukkede op med 722.000 kroner lykkedes planen, men nu hvor konkursen så rammer bare to en halv måned senere, gør det ondt at tænke på dem, der spyttede penge i det dengang:

- Derfor har jeg utrolig dårlig samvittighed. Jeg synes, det er synd for den lille håndboldtilskuer, der har kommet og afleveret 200 og 500 kroner, og det er også ærgerligt, at virksomheder har givet 10-, 20- og 25.000 kroner. Det er skidt, fortæller Jan Petersen.


Nyhedsoverblik