Skrottyv kan have startet storbrand

En uheldig skrottyv kan have startet storbranden i Holbæk i søndags.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er tvivl om årsagen til søndagens skrotbrand i Holbæk, og politiet kan ikke afvise, at en uheldig skrottyv med en vinkelsliber har startet branden. Det skriver dagbladet Nordvestnyt.

Kort tid før søndagens brand i 400 tons skrot hos H. J. Hansen Genvindingsindustri på havnen i Holbæk gik firmaets alarmsystem i gang, og sensorer viste, at der var bevægelse på den ellers søndagslukkede skrotplads.

Herefter manøvrede alarmselskabet rundt med fjernstyrede overvågningskameraer på pladsen i fem minutter. Men da alarmselskabet ikke kunne se mennesker på kamerabillederne, slog selskabet det hen med en sensorfejl og tog ikke derud.

På grund af oplysningen om alarmen kan politiet ikke udelukke, at en tyv med en vinkelsliber var inde for at finde sig en reservedel til en bil, og at gnisterne fra vinkelsliberen så startede branden. Politiet hælder dog mest til, at branden opstod på grund af restolie eller en kortslutning kombineret med de høje varmegrader, skriver avisen.

- Der er ikke noget hul i hegnet eller andre tegn på indbrud. Men vi kan da ikke afvise, at der kan have været en skrottyv med en vinkelsliber. For at finde en brandårsag i en skrotdynge er som at finde en nål i en høstak, siger vicepolitikommissær Lars Krogsgaard fra lokalpolitiet i Holbæk til dagbladet Nordvestnyt..


Nyhedsoverblik