Skoler skal bruge lokalerne bedre

Alt for mange rum i landets skoler står tomme hovedparten af dagen. Samtidig klager skolerne over mangel på plads. Brug lokalerne bedre, siger arkitekt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

De dyrt indrettede faglokaler udnyttes mindre end en tredjedel af skoledagen. Kantinen ligger øde og forladt tre fjerdedele af skoledagen. Grupperummene bruges kun en femtedel af tiden,.

Det skriver Politiken.

Det viser en omfattende analyse, som firmaet Signal Arkitekter har gennemført på over 50 skoler over hele landet.

Undervis i kantinen

- Masser af lokaler står gabende tomme. Samtidig skal kommunerne spare og spare, og både elever og lærere klager over mangel på plads, siger direktør Gitte Andersen fra Signal Arkitekter til Politiken. Hun sidder med i børne- og undervisningsminister Christine Antorinis (S) dialoggruppe om Ny Nordisk Skole.

Firmaet har gået rundt på de mange skoler tre gange om dagen mellem kl. 8 og 13 og åbnet samtlige døre og konstateret, om rummet er i brug og til hvad. Dertil kommer interview med lærere og elever om deres ønsker og behov. Direktør Gitte Andersen efterlyser over for Politiken, at skolerne f.eks. bruger faglokalerne til flere formål og underviser i et hjørne af kantinen.

For små lokaler

Formand for Foreningen af Skoleledere Anders Balle er enig i analysen.

- Den gængse indretning af skoler følger svinestaldsprincippet med en fodergang og båse ud til siderne. På mindre skoler ser man, at de både har et hjemkundskabslokale og et sløjdlokale stående, som måske bruges fire timer om ugen. Men vi er jo vant til at gøre det sådan, siger Anders Balle til Politiken.

Ifølge en undersøgelse fra 2008 foretaget af Skole og Samfund havde over halvdelen af skolerne problemer med indeklimaet. Og de fleste klasseværelser er mindre end 45 kvadratmeter, hvor Danmarks Lærerforening anbefaler 60 kvadratmeter som minimum.

Helhedsskolen kræver nytænkning

På den politiske ønskeseddel står, at skole og fritidsordning skal tænkes sammen i en helhedsskole, at lærerne skal tilbringe en større del af arbejdstiden på skolen, samt at Ny Nordisk Skole skal bringe det praktiske og det teoretiske tættere sammen. Politisk er banen dermed kridtet op for nytænkning, men vanetænkning er en barriere, mener Gitte Andersen. Det afviser Jørgen Bruun Christensen, som er arbejdsmiljøkonsulent i Danmarks Lærerforening.

- Jeg oplever ikke, at der er berøringsangst for at gøre tingene på nye måder, siger han til Politiken.

Kommuner: Det er kompliceret

Hos Kommunernes Landsforening kan formand for børn og ungeudvalget Jane Findahl (SF) ikke genkende billedet af, at der står så mange ledige kvadratmeter hen.

- Rigtig mange kommuner er ved at bygge om og bygge nyt, så billedet er uendeligt forskelligt. Men det må da være fedt for en kommune at få at vide, at de kan bygge om i stedet for at bygge ud, siger hun til Politiken.


Nyhedsoverblik