Skoler køber ny teknik til millioner i blinde

Blandt andet i Sorø investeres der lige nu i teknik for millioner. Men kommunerne glemmer at tænke over, om teknikken rent faktisk gør undervisningen bedre.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Netop nu sætter kommunerne alle sejl til for at få de lokale folkeskoler i front med hensyn til iPads og andre it-løsninger. Men selvom der investeres for milliarder af kroner i informationsteknologi (it), er der for lidt fokus på, hvilken gavn læreren kan have af den nye teknologi i sin undervisning, og derfor er det slet ikke sikkert, at det nye udstyr fører til, at eleverne bliver dygtigere til at læse og regne.

Sådan lyder vurderingen fra såvel en af landets førende forskere i it-baseret undervisning som formanden for folkeskolens it-vejledere.

Det skriver Kristeligt Dagblad.

Beslutningstagere glemmer spørgsmålet: Hvad skal det nytte

- Der er i samfundet en bred enighed om, at it er løsningen på alle problemer. Men it kan ikke gøre dårlig undervisning god. Der er risiko for, at man bruger hele budgettet på iPads uden at tænke så meget over, at det også koster penge at få det rigtige indhold til maskinerne. Og der er en risiko for, at maskinerne bliver brugt til at støtte aktiviteter, eleverne ikke lærer noget af, siger Jeppe Bundsgaard, lektor ved DPU Aarhus Universitet og ekspert i danskfagets it-didaktik.

Han bakkes op af John Klesner, der er formand for it-vejlederforeningen og pædagogisk it-konsulent i Favrskov Kommune. Han mener, at de kommuner, som satser på iPads til alle elever, binder sig for meget til én type maskine i forhold til, at mobiltelefoner, tablets og computere har hver deres stærke og svage sider:

- Traditionelt er det sådan, at skolen vælger læremidlerne, og skolebestyrelsen godkender dem. Det udfordres i øjeblikket kraftigt af, at kommunalbestyrelsen beslutter, hvilke maskiner alle skal have, og af at læremidlerne derefter er dem, som børnene tilfældigvis finder på internettet. Det virker på mig, som om nogle kommuner har stirret sig blind på, hvilket it-udstyr der er smart lige nu, uden at være bevidst om, hvilke konkrete undervisningsformål det skal opfylde.

Kommunerne tager skolernes beslutninger

Kommunerne har i mange år haft it på skolebudgettet, men stadig flere kommuner nøjes nu ikke med at give elever adgang til en computer, men køber stort ind af den relativt billige iPad, som er en såkaldt tablet-computer fra firmaet Apple. Dermed kan de tilbyde hver elev en maskine. Ifølge Jeppe Bundsgaard er denne strategi, som blandt andre Sorø, Odder, Syddjurs og Skanderborg Kommuner har valgt, "overilet".

Han betragter det som et eksperiment i meget stor skala, som ikke nødvendigvis fører til dygtigere elever.

Sorø: Det er ikke et vidundermiddel

Sorøs borgmester, Ivan Hansen (S), erkender, at det er et spring ud i det uvisse, når kommunen over de næste tre år bruger 16 millioner kroner på en it-strategi, der primært går ud på at give alle elever, lærere og fritidsordnings-pædagoger en personlig iPad. Derudover bidrager skolerne med tre millioner kroner fra deres egne budgetter. Lærere og pædagoger får iPads i næste måned og eleverne i begyndelsen af det nye år. Forventningen er, at de kan bruges frem til 2016, hvorefter kommunen skal finde nye millioner frem til en ny it-løsning:

- Vi har valgt at tage skridtet fuldt ud, fordi vores fagpersoner er overbevist om, at det er den rigtige løsning lige nu, og fordi vi er sikre på, at it er kommet for at blive. Vi ved godt, at vi vover et øje ved at være blandt de første, men sådan er det i alt udviklingsarbejde, siger Ivan Hansen, som tilføjer:

- Vi er helt bevidste om, at en iPad ikke er det store dyr i åbenbaringen. Det er et undervisningsmiddel. Ikke andet.

At skoler ofte mangler viden om, hvordan de skal bruge it, er også Børne- og Undervisningsministeriet, Kommunernes Landsforening og Skolelederforeningen klar over. Derfor har de i fællesskab netop etableret projektet "Digital forandringsledelse i folkeskolen," hvor 100 skoleledere samles i et netværk for at udveksle viden om, hvordan it kan bruges hensigtsmæssigt i undervisningen.


Nyhedsoverblik