Skoleelever ved stadig ikke, hvor Nakskov ligger

Foto: TV ØST

Danske skoleelever har stadigvæk ikke lært at placere Nakskov på danmarskortet. Det kan komme til at betyde nye ændringer i geografiundervisnignen.

Hvor i alverden ligger Nakskov? Da Politiken i 2003 stillede det og 47 andre geografispørgsmål til en række elever, affødte resultatet en så voldsom debat, at geografi i folkeskolen blev ændret: Faget blev forlænget med et år og gjort til et eksamensfag.

Dermed håbede politikerne, at de unge ville få bedre styr på geografisk navnestof, men en rundspørge, som Politiken nu har lavet blandt 216 elever i 9. klasse viser, at det ikke er tilfældet.

Få uger før folkeskolen for første gang holder den nye eksamen i geografi, ved kun lidt over halvdelen af eleverne, hvor EU har hovedsæde.  Knap en tredjedel ved ikke, at Bagdad er hovedstaden i Irak, og et stort antal kan ikke placere Nakskov eller Kolding på et landkort, konstaterer Politiken mandag.  

Det mener undervisningsminister Bertel Haarder er et krisetegn. Før rundspørgen gik i gang, blev han bedt om at vurdere, hvor mange fejl det er rimeligt for elever med ni års skolegang og tre års geografiundervisning at begå.  - Jeg vil max tolerere fire fejl, lød svaret over for Politiken.

I gennemsnit har eleverne 11 fejl.  - De, der arbejder med læseplanen for geografi, vil studere undersøgelsen med stor interesse. Resultatet af det kan meget vel blive, at man lægger vægten lidt anderledes, så navnestoffet bliver højere prioriteret, siger ministeren til Politiken.  

Inden han beslutter, om læseplanerne for geografi i folkeskolen skal ændres, vil han dog vente på resultaterne fra forårets geografieksamener 11. og 12. maj. I dag har folkeskoleelever en times geografiundervisning om ugen i 7. klasse, to timer i 8. og en enkelt i 9. På den tid skal de undervises i omkring 16 større emner. Herunder vind og vejrforhold, levevilkår i Danmark og udlandet samt konflikter begrundet af geografiske forhold.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App