Det vi har sammen

Skodder cigaretpakker til en 50'er.

Forebyggelseskommissionens forslag om en 50'er for en pakke cigaretter er for stærk tobak for sundhedsministeren. Rygerne får måske endnu sværere ved at ryge deres smøger på offentlige steder. Til gengæld slipper de for at betale meget mere for dem.

Regeringens forebyggelseskommission foreslår i dag blandt andet et totalt indendørs rygeforbud på offentlige steder og en markant afgiftsstigning på tobak, der vil få prisen på en pakke cigaretter til at stige fra cirka 32 kroner i dag til omkring 50 kroner.

Sundheds- og forebyggelsesminister Jakob Axel Nielsen (K) afviser dog på forhånd afgiftsforslaget.

- Jeg er fuldstændig enig i, at vi skal gå så langt på prisen, som vi kan uden at invitere til, at folk tager færgen til Polen og køber et års forbrug. Ellers er det blot signalpolitik, der får folk til at spænde traileren bag på bilen og køre sydpå, og så er vi lige vidt, siger Jakob Axel Nielsen til Ritzau.

Kan man så ikke beskylde dig for at sætte kampen mod grænsehandlen over sundheden?

- Jo, hvis man er ondskabsfuld og vil det. Men jeg sidder jo i saksen og skal komme med noget, der virker, og ikke bare sende signaler ud, der lyder godt. Jeg får jo ikke noget ud af det sundhedsmæssigt, hvis det bare får folk til at smutte sydpå og købe cigaretter og måske oven i købet en masse øl og Hariboslik.

Til gengæld afviser ministeren ikke det totale offentlige indendørs rygeforbud.

- Men rygeloven er lidt Christiansborg-teknisk, fordi der er et forlig mellem alle partier minus De Radikale. Forliget skal først forhandles til efteråret, men dér vil jeg ikke udelukke noget, siger han.

Endelig afviser Jakob Axel Nielsen ikke på forhånd Forebyggelseskommissionens forslag om et forbud mod synlige tobaksvarer i butikker:

- Jeg fejer det i hvert fald ikke væk.

/ritzau/

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App