Skilteskov irriterer bilister

Foto: TV ØST

Fartgrænser, der ændres i et væk, gør bilisterne forvirrede og sure. Selv politiet mener, at der er for mange skilte, der ændrer farten på de danske landeveje.

- Det er frygteligt forvirrende og irriterende. Man bliver ved med at skulle geare op og ned, op og ned. Lise Reith er dødtræt af at køre på landevej. Hun er træt af de mange skilte, der fortæller, at nu skal farten op og ned. I et væk.

- Ud fra et miljømæssigt perspektiv er det også dårligt med al den gearen op og ned. Kunne de ikke bare lave nogle kurver og knæk på veje, så ville man jo naturligt selv sætte farten derefter, siger hun i dag til TV2 Øst.

Langs de danske landeveje er der dukket en sand skov af vejskilte op de seneste år. Det er Vejdirektoratet, der har ansvaret for de mange skilte, men de mener ikke at der er noget problem.

- Hvis man kører ind i en by, eller der er et farligt kryds, så skal farten jo ned, siger Hugo Højgaard, der er  afdelingsleder i Vejdirektoratet, og fortsætter: - Alternativet til at ændre fartgrænsen er jo, at vi sætter den lavere over længere strækninger, og det vil bilisterne jo også være trætte af.

Leder af færdselsafdelingen hos Sydsjællands og Lolland-Falsters politi, Erik Mather, kan dog godt se problemet. Han kører selv hver dag på strækningen mellem Næstved og Ringsted. Ifølge Sjællandske er det en rute på 19.6 kilometer, og farten ændres 30 gange undervejs. Og det er ifølge Erik Mather alt for meget.

- Jeg bliver da også selv irriteret over det, selvom jeg har stor forståelse for fartreguleringer. Og jeg frygter selvfølgelig at folk bliver så irriterede over det, at de vælger at blæse på fartgrænserne, og istedet køre som det passer dem, siger Erik Mather til TV2 Øst.

Vejdirektoratet har nu lovet at se på, om der er for mange skilte langs landevejene.

02:09 Luk video

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App