Det kunne ikke gå hurtigt nok for en 28-årig mand, som onsdag kom til Rødbyhavn med færgen fra Tyskland.
Den 28-årige brød ud af rækken, da de øvrige biler skulle køre af færgen, og han blev standset på afkørselsrampen af en 59-årig skibsassistent.
Den 28-årige udlænding – som bor i Frankrig – havde en kort, men ophidset meningsudveksling med skibsassistenten og gav sig så til at køre. Det resulterede i, at skibsassistenten røg op på bilens kølerhjelm, og han faldt af nogle meter ude på afkørselsrampen.
Den 28-årige forlod færgelejet og kørte i høj fart ad motorvejen mod København. Han blev dog standset og anholdt af politiet ved Nørre-Alslev.
Manden bliver sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om at bringe andres liv eller førlighed i fare.