Det vi har sammen

Skib med danske gidsler er flyttet

Foto: TV ØST

De somaliske pirater, som tog en dansk familie som gidsler for fem måneder siden, er sejlet til ny position.

Skibet med den danske sejlerfamilie, som er gidsler hos somaliske pirater, er sejlet til et andet sted på kysten.

Det skriver nyhedssiden Somaliareport. com, som har talt med lokale beboere og en embedsmænd.

Piratskibet, Dover, sejlede angiveligt i går mod en ankerplads mellem landsbyerne Habo og Boli Moog i Alula distriktet.

Piraterne flytter typisk gidsler til Alula, når tiden til løsepenge er inde, skriver Somaliareport.com.

Lars Bangert Struwe, som er forsker på Center for Militære Studier, mener dog ikke, at flytningen af gidslerne er noget tydeligt tegn.

Det kan også være, at skibet er flyttet for at få brændstof.

- Det eneste sikre er, at skibet er flyttet, siger han.

Den danske familie og deres to gaster har været gidsler i fem måneder. Ifølge Ekstra Bladet er piraterne og gidslerne ved at være enige om en løsesum på fem millioner dollar - omkring 26 millioner kroner.

Gidslerne består af familien Quist-Johansen, heraf tre børn mellem 13 og 17 år, og de to gaster Viktor Greir og Rane Lund.

/ritzau/

Tip os Har du et godt tip?