Skatteforslag rammer landsbyer

Skattekommissionens forslag om lavere kørselsfradrag risikerer at ramme landsbyerne i yderområderne. Det bliver for dyrt at være pendler.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Skattekommissionens forslag om lavere kørselsfradrag går imod regeringens egne undersøgelser, skriver Nyhedsbrevet 3F.

I 2007 udarbejdede Miljøministeriet i samarbejde med Danske Regioner en rapport, der skulle undersøge, hvad man kunne gøre for at gøre kommunerne i yderområderne mere attraktive. En af konklusionerne lød, at livet i landsbyerne er afhængigt af, at der bor pendlere. Derfor skulle man arbejde videre med at gøre livet lidt lettere for pendlerne for at tiltrække flere af dem.

Men med skattekommissionens forslag om at skære i kørselsfradraget for at finde penge til at sænke topskatten gør man det meget dyrere at være pendler. Ligesom flere erhvervsorganisationer som for eksempel Dansk Byggeri finder formanden for 3F, Poul Erik Skov Christensen, derfor forslaget til skade for arbejdsmarkedet.

- Det er et skævt forslag. Det vil i realiteten være med til at sænke mobiliteten på arbejdsmarkedet, hvis man gør det dyrere for lønmodtagerne at passe deres arbejde. Vel og mærke, når de i forvejen ikke får for meget ud af skattereformen, siger Poul Erik Skov Christensen til Nyhedsbrevet 3F.

/ritzau/


Nyhedsoverblik