Det vi har sammen

Dyrt havari på Sydmotorvejen

Foto: TV ØST

Det blev dyrt for en virksomhed, der holdt i nødsporet på Sydmotorvejen torsdag den 1. december. I to kassevogne fandt SKAT cirka 700 rammer øl og sodavand, som var ulovligt importeret.

To årvågne medarbejdere fra SKAT Midt- og Sydsjælland stødte torsdag eftermiddag på to kassevogne, der holdt i nødsporet på motorvejen ved Bårse. SKAT ser ofte den type kassevogn, når de er på kontrol efter ulovlige drikkevarer, ind-købt i Tyskland.

- Chaufføren fortalte, at den anden bil var kørt i stykker dagen i forvejen, og at han nu ventede på en autotransport til at fjerne den, fortæller specialkonsulent Anders Borring.

SKAT kiggede i kassevognenes lastrum og fandt i den ene bil ca. 400 rammer øl og sodavand, mens der i den anden var ca. 300 rammer. Firmaet, der havde indkøbt drikkevarerne, var ikke registreret for øl- og mineralvandsafgift, så SKAT besluttede at beslaglægge varerne.

- Vi tilbød at chaufføren, der også er direktør i virksomheden, at vi kunne køre den ene kassevogn til rastepladsen i Tappernøje og læsse varerne af. Men det nægtede han, for SKAT skulle ikke tage hans varer. Så beslaglagde vi begge kassevogne med indhold, fortsætter Anders Borring.

SKAT tilkaldte en vognmand til at hente drikkevarerne og Dansk Autohjælp til at hente bilerne. Da den ene kassevogn var for tung til at Dansk Autohjælp kunne flytte den med indholdet af drikkevarer, blev den tømt på stedet. Af sikkerhedsmæssige årsager måtte det ene spor på motorvejen helt spærres.

- Virksomheden kan forvente, at modtage en regning på afgifter, bøder, transport m.v. på ikke under 75.000 kr., og vi udleverer ikke drikkevarerne før alle udgifter er betalt. Det blev et dyrt havari, siger Anders Borring til slut.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App