Det vi har sammen

Skat forhøjede løn med 130.000 - har ikke arbejdet i 20 år

Foto: TV ØST

81-årige Britta Thode Jensen fik sig lidt af en overraskelse, da hun opdagede, at Skat havde sat hende til at tjene 130.000 kroner ekstra i år.

Hun har ikke haft arbejde i 20 år, og derfor blev 81-årige Britta Thode Jensen fra Holbæk en anelse forbavset, da hun pludselig så, at Skat havde forhøjet hendes skattepligtige indkomst med 130.000 kroner.

Nu undskylder Skat så, at i alt 19.000 pensionister fejlagtigt har fået breve fra Skat, ligesom der også er gået ged i 6000 sømænds opgørelser.

Det skriver Politiken.

19.000 pensionister og 6.000 sømænd

Over hele landet har pensionister modtaget breve fra Skat, der vil forhøje deres skattepligtige indkomster med arbejdsløshedsdagpenge og sygedagpenge, som de aldrig har modtaget.

- Der er tale om en systemfejl, der har ramt omkring 19.000 pensionister. Vi sørger nu for at få fejlen rettet, hvis ikke borgerne selv har gjort det, siger Richard Hanlov, underdirektør i Skat.

Forhøjede indkomst med 130.000 kroner

Britta Thode Jensen troede ikke sine egne øjne, da hun så brevet fra Skat.

- Jamen, Skat ville forhøje min personlige indkomst med mere end 130.000 kroner, som jeg skulle have fået udbetalt i arbejdsløshedsdagpenge og sygedagpenge. Men jeg har jo ikke har været ude på arbejdsmarkedet de sidste 20 år, jeg er 81 år, siger den ældre dame til Politiken.

882.000 danskere har problemer

I alt har 882.000 danskere problemer med deres forskudsopgørelser, og de har nu modtaget et brev, en sms eller en mail fra Skat med forslag til, hvordan de kan opdatere opgørelsen og dermed gøre skattebetalingen mere korrekt.

Med en løbende overvågning og opdatering af danskernes forskudsopgørelser, vil Skat forsøge at reducere borgernes skattegæld til de offentlige kasser med op mod tre milliarder kroner over de næste år.

Fejl giver lange køer

Men efter at systemet blev lanceret sidste uge, har spørgelystne borgere ventet i lange køer på Skats telefonlinjer.

Samtidig har Skat fundet systemfejl i gennemgangen af de mere end en million forskudsopgørelser, der er blevet gennemlyst forud for lanceringen af de nye skattebreve.

- Det er klart, at der kan opstå fejl, når man gennemlyser så mange forskudsopgørelser. Ud over de 19.000 pensionister er der også fejl i 6000 sømænds opgørelser, men det bliver altså rettet, siger Richard Hanlov til Politiken.

/Ritzau/

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App