Skal hjemmeværnet bevogte Antvorskov Kaserne?

Forsvarsminister Søren Gade vil give hjemmeværnet flere bevogtningsopgaver i både Danmark og udlandet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Efter en succesfuld indsats i Afghanistan åbner forsvarsministeren for, at hjemmeværnet skal bevogte landets kaserner og have flere internationale opgaver, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Hjemmeværnet har for første gang udsendt en gruppe soldater på international mission, og erfaringen med de netop hjemvendte hjemmeværnsfolk er så positiv, at forsvaret ifølge Jyllands-Posten fremover vil bruge de frivillige med civilt job til langt flere funktioner.

Delingen på 29 hjemmeværnssoldater blev sendt til Afghanistan for at bevogte militærlejren Price, men har på grund af deres indsats allerede fået tilladelse til også at bevogte lejrene Bastion og Armadillo.

- Vi har set, at hjemmeværnet kan bevogte det farligste sted, vi kan sende dem hen. Det giver hjemmeværnet mere blod på tanden, og det giver mig mere blod på tanden. Vi kan nu udvide deres opgaver til andre internationale missioner og veldefinerede opgaver. Er der f.eks. mangel på chauffører, er det oplagt at bruge dem til konvojkørsel i Kosovo eller Afghanistan, siger forsvarsminister Søren Gade (V).

4. januar blev Antvorskov Kaserne i Slagelse udsat for et røveri af ca. 200 håndvåben, og især den mangelfulde bevogtning blev kritiseret.

- Jeg kan sagtens forestille mig, at hjemmeværnet fremover skal bevogte landets kaserner og våbendepoter også i fredstid, siger Søren Gade.

Chefen for operationsstaben i Forsvarskommandoen, Peter Kühnel, siger, at man "nu vil se på andre områder, hvor man kan trække på hjemmeværnet".


Nyhedsoverblik