Skælskør visner

Politikerne i Skælskør har besluttet, at blomster og buske på kommunale områder skal fjernes. Til stor frustration for borgerne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Derfor kritiserer borgerne nu politikerne og Slagelse Kommunen for at udøve hærværk på naturen.

Det er på Bakkedraget i Skælskør og i Eggeslevmagle, at kommunen er begyndt at hive planterne op. Der skal sås græs, så kommunen kan spare penge.

- Det synes vi er fuldstændig vanvittigt. Vi har både Skælskør Lokalråd og andre landsbyråd rundt omkring, hvor kommunen kunne gå i dialog og tale om, hvad gør vi omkring det her, siger formand for Skælskør Lokalråd, Steen Andresen.

Borgerne har svært ved at forstå beslutningen

- Vi har ikke set nogen steder, at det skulle være billigere at slå græsset tre-fire gange om året end at klippe nogle buske og måske lægge noget flis under de buske. Det mener vi lige så vel, kunne være lige så billigt som græsrabatter, siger Steen Andresen.

Flere med problemet
Ikke langt derfra, i Eggeslevmagle, har beboerne for mange år siden købt og plantet et rosenbed. Det var dog plantet på kommunal grund

- De valgte at fjerne det hele, og vi ved ikke engang, om det er kørt væk eller hvad, og jeg tror, vi havde været nok til at sige, så overtager vi pasningen af bedet. Det ærgrer os lidt, at man ikke lige talte med os først, siger Jytte Haugan, Eggeslevmagle.

Der skal spares penge
Formanden fra Teknik- og Miljøudvalget i Slagelse Kommune kan godt forstå borgerne. Men det er et næsten enigt byråd, der har taget beslutningen

- Vi har i det budgetforlig været enige, 30 mand, om at der skal spares. Og der skulle laves mange besparelser. Så på det område skal der spares en halv million kroner i år og en million kroner om året de næste år frem. Derfor har vi valgt den her løsning, siger Ib Larsen (A)

Og det ser sort ud for borgerne

- Vi har desværre ikke en cigarkasse liggende med penge, så vi kan gøre tingene anderledes, siger Ib Larsen (A).

Borgerne håber dog stadig på, at de kan få politikerne på andre tanker. Derfor har de indsendt en klage, som de nu venter svar på.

Svaret skulle gerne komme inden for tre uger.


Nyhedsoverblik