Det vi har sammen

Skælskør-fund rangerer højt blandt arkæologer

Foto: TV ØST

7000 år gamle blade fra Skælskør hører til blandt årets vigtigste arkæologiske fund.

Grønne blade fra den undersøiske stenalderboplads ved Tudse Hage ved udmundingen af Skælskør Fjord hører til blandt arkæologernes yndlings. De ligger nemlig på andenpladsen i kulturarvsstyrrelsens opgørelse over årets mest betydningsfulde arkæologiske fund.

- Det er vildt fascinerende, at man finder noget, der er så gammelt og alligevel så friskt. Det rykker hos mig, når man finder disse friske spor, som man kan bruge til at foretage mere nøjagtige tidsbestemmelser med, ligesom det giver os mulighed for at få mere at vide om datidens klima, vegetation, hvad folk dengang havde, og hvad de kunne, siger Torben Dehn, der er arkæolog ved Kulturarvsstyrelsen.

 

Her er listen over de største arkæologiske fund i 2011:

1) Henne Kirkeby, Vestjylland: Vikingernes mødested.

På kanten af Filsø, hvorfra der i vikingetiden var adgang til Nordsøen, er der fundet en bemærkelsesværdig bebyggelse fra den tid. Pladsen er blevet undersøgt ved hjælp af magnetisk kortlægning, flyrekognoscering, detektorafsøgning og udgravninger.

2) Tudse Hage, Vestsjælland: Undersøisk stenalderboplads.

En af de bedst bevarede undersøiske stenalderbopladser i verden ligger ved Tudse Hage på Vestsjælland. Den blev fundet i 1957 af en dykker, og i år er der bl.a. fundet 7000 år gamle friske grønne blade, fiskeredskaber og smykker.

3) Ladby, Østfyn: 10-årig finder bronzemejsel

10-årige Naja Christiansen fra Middelfart deltager i efterårsferien i en arkæologisk detektivleg, og udstyret med en metaldetektor finder hun en mejsel fra bronzealderen.

4) Kongens Nytorv, København: Ældre end Absalon

Ved udgravningen til den nye Metro-station på Kongens Nytorv i København gør arkæologerne fund af bl.a. tidligt befæstningsværk, der underbygger viden om, at København har været en meget større by tidligere end hidtil troet - og før Absalon.

5) Næsby, Vesthimmerland: Vikingegrav med mand og hest

Ved Næsby syd for Løgstør er der fundet en rig ryttergrav fra vikingetiden med både rytter, hest og våben.

6) Hjarnø, Horsens Fjord: Padleårer og økser fra undersøisk boplads

På en af Danmarks fineste ældre stenalderbopladser ved Hjarnø i Horsens Fjord er der bl.a. fundet to padleårer med bemalet blad, en hjortetaksøkse med bevaret træskaft og stævnen fra en stammebåd.

7) Nørregade 5-7, Hundested: En næsten 8000 år gammel boplads

Der skulle bygges en ny Fakta-butik, men Hundested fik også en fortid, der daterer sig tilbage til oldtiden, da usædvanligt velbevarede rester af en boplads fra den sene jægerstenalder dukkede frem af jorden.

8) Jelling: Jellingstenene stod på vikingejord

I forbindelse med overdækningen af Jellingestenene kunne arkæologer konstatere mærker under den store Jellingesten, der viser, at den blev sat der, hvor den stadig står, omkring år 965. Dermed kunne man afblæse sejlivede myter om, at stenen var flyttet til sin plads i Jelling på et senere tidspunkt.

9) Stavnsager ved Randers og Fjenneslev ved Sorø: Sjældne mønter

To amatørarkæologer fandt uafhængigt af hinanden to frankiske mønter fra Karl den Stores tid. Alt i alt er der fundet fire af disse mønter, der er præget i et nonnekloster uden for Paris, heraf er to fundet i Danmark.

10) Taastrup vest for København: En kæmpe viking

I november i år blev der fundet en usædvanlig høj viking i en gravplads. Manden har været 190 centimeter høj og dermed en kæmpe i sin samtid for 1000 år siden.

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App