Skæbnedag for Helle Thornings nye regering

De langstrakte forhandlinger om grundlaget for en ny regering har nu nået det afgørende punkt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I dag satser Socialdemokraterne, SF og de Radikale på at afslutte de vanskelige forhandlinger om fremtidens økonomiske politik og udlændingereglerne, hvor de største uenigheder mellem partierne ligger. Derefter vil de Radikale gøre regnebrættet op og afgøre, om de overhovedet vil med i en kommende S-R-SF-regering under ledelse af Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt. Det erfarer Berlingske.

Herefter vil forhandlingerne fortsætte om de øvrige politiske emner som uddannelses-, miljø- og udenrigspolitik, og det fremtidige ministerhold kan sættes med henblik på at præsentere en ny regering fredag eller i weekenden.

De tre partier har forhandlet i dyb fortrolighed siden valget for 12 dage siden, og meget lidt er sluppet ud fra 25. sal på hotel Crowne Plaza på Amager. Det meste af tiden er ifølge Berlingskes oplysninger gået med at forsøge at løse de alvorlige økonomiske problemer.

Partierne er dybt uenige om skattepolitikken, og det har været nødvendigt at finde nye milliarder kroner til at indfri løfterne om mere velfærd og investeringer i forskning og uddannelse. Men en ny regerings behov for indtægter kan vokse yderligere. Inden præsentationen af regeringsgrundlaget sætter flere økonomer spørgsmålstegn ved, om de hidtidige økonomiske planer er ambitiøse nok. Krisen kradser på eksportmarkederne, og vækst og arbejdspladser er truet. Derfor kan der blive behov for at styrke den langsigtede økonomi med mere end de 47 mia. kr. frem mod 2020, som der på forhånd er lagt op til.

»Det, der sker nu, har i hvert fald ikke gjort udfordringen med de 47 milliarder kroner lettere. Der er risiko for, at ledigheden bider sig fast på et højere niveau, og at vi får højere gæld og dermed højere renteudgifter. Det kan godt blive en større udfordring,« siger Martin Madsen, der er chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Det har ikke været muligt at få en kommentar til regeringsforhandlingerne fra Socialdemokraterne, SF og de Radikale.


Nyhedsoverblik