Skadeklinik lukker alt for tit

"Lukket på grund af sygdom" står der fra tid til anden på døren ind til skadeklinikken i Nykøbing Sjælland. Men det er ikke rigtigt, siger sygeplejerskerne, der fortæller, at skiltet på døren dækker over manglende mandskab på skadestuen i Holbæk.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Det er ikke nødvendigvis sygdom. Det er fordi vi er så dårligt nomerede i Holbæk, primært i weekenderne, hvor nomeringen ikke kan hænge sammen, at man er nødt til at trække en sygeplejerske ind heroppe fra, for at få det hele til at hænge sammen på skadestuen i Holbæk. Men det er et forkert signal at sende til borgerne heroppe, siger sygeplejerske Lise Faartoft, der er en af behandlersygeplejerskerne på skadeklinikken i Nykøbing Sjælland.

Mindst fire gange har klinikken haft lukket den seneste måned, skriver Nordvestnyt.dk. Det betyder at folk med skader kører forgæves, og alligevel må en tur til Holbæk for at blive lappet sammen. Og det gør folk i Odsherred rigtigt sure.

- Så må de ansætte nogle flere folk. Vi skal jo trods alt køre 35 kilometer, og det betyder måske ikke så meget for os med bil, men det betyder da ret meget for dem uden, de kan jo slet ikke komme til Holbæk om aftenen og få behandling, siger Kim Petersen i dag til TV2 Øst.

- Der skal efterhånden et rimeligt godt helbred til at bo heroppe, siger Kenn Larsen. Han bor også i Nykøbing Sjælland, og er sur over, at akutberedskabet efter hans mening udsultes i den nordlige del af regionen. - Jeg synes det er fuldstændigt til grin. De tager røven på os, simpelthen, siger han til TV2 Øst.

Om det er de tilfældige lukninger, der gør at der ikke er så mange patienter i klinikken om vinteren, ved Lise Faartoft ikke, men hun synes at signalet, lukningerne sender til borgerne er helt forkert. - Det er et forkert signal at sende, som i "nå, det gør ikke noget, vi lige lukker en aften, de laver jo alligevel ikke noget." Sådan hænger det ikke sammen, der er stadig nogle, der har brug for os, men der bliver sparet lige lovlig meget på sygehusvæsenet i øjeblikket, siger Lise Faartoft.


Nyhedsoverblik