Sjællandske kommuner er værst til at uddanne ledige

Der er stor forskel på landets kommuner, når det kommer til at tilbyde uddannelse til ufaglærte ledige. Blandt de værste er Slagelse, viser en undersøgelse fra 3F

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Kun en ud af hver 50 ledige 3F-medlemmer får tilbudt uddannelse i Slagelse og Stevns kommuner.

Det viser nye tal fra 3F om ledige 3F-medlemmer i uddannelsesaktivering.

Og der er stor forskel fra kommune til kommune. En række kommuner rundt om i landet kan nemlig tilbydeuddannelse til mere end hver femte ledige medlem.

Arbejdsmarkedschef i Slagelse Jobcenter Torben Bahn Petersen siger:

- Måske er vi for restriktive i forhold til at bevillige uddannelsesløft til de ufaglærte. Vi vil gerne tilbyde uddannelse, hvis vi kan se, at den ledige får bedre muligheder for at få et job.

Han nævner, at kommunen ikke altid får brugt de penge, der er sat af til uddannelse af ledige, fordi for få ledige søger om uddannelse.

- Vi oplever, at mange ledige slet ikke melder sig til uddannelsesforløb, og derfor skal vi blive bedre til at motivere de ledige til uddannelse, siger Torben Bahn Petersen.

Cheføkonom i 3F Anita Vium er overrasket over den store forskel mellem kommunerne. Hun mener, man bør have lige muligheder for at få uddannelse, mens man er ledig, uanset hvor i landet man bor.

- Det kan ikke være rigtigt, at det er dit postnummer, der skal afgøre, om du får tilbudt uddannelse. Det skal være den enkelte lediges uddannelsesbehov der afgør, om man kan få tilbudt uddannelse, siger Anita Vium Jørgensen.


Nyhedsoverblik