36-årig falskmøntner får to års fængsel

Falske 1000 og 500 krone sedler var lavet på en almindelig printer, og det afslørede den 36-årig mand.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En 36-årig mand fra Ubby ved Kalundborg er tirsdag blevet idømt to års fængsel ved Retten i Viborg for 50 forhold af pengefalsk.

Den 36-årige havde brugt 27 falske 1000 krone sedler forskellige steder på Sjælland og 23 falske 500 krone sedler flere steder i Midtjylland. Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

- Jeg er meget tilfreds med dommen, der viser, at pengefalsk er meget alvorlig kriminalitet, siger advokaturchef Per Kiel Lauritsen.

Den 36-årige havde brugt de mange falske sedler i løbet af få dage, og under sagen tegnede der sig et mønster af, at han systematisk var kørt rundt til forskellige butikker for at 'veksle' de falske pengesedler til varer og kontanter.

Han havde i flere tilfælde været i forskellige butikker med få minutters mellemrum, hvor han havde brugt en falsk seddel til at betale for varer for et mindre beløb. På denne måde kunne han få både varer og - ægte - kontanter for de falske pengesedler.

Med dommen slog retten fast, at manden var fuldt ud klar over, at sedlerne var falske.

- Retten lagde blandt andet lagt vægt på sedlernes udseende, det store antal pengesedler, som han havde brugt, og den systematiske brug af de falske pengesedler, fortæller advokaturchefen.

De falske pengesedler var alle trykt på almindeligt papir på almindelig inkjetprinter, og tekniske undersøgelser viste, at alle de falske 500 krone sedler var fremstillet på den samme printer.

Den 36-årige blev også dømt for nogle mindre forhold om tyveri, brugstyveri og besiddelse af en mindre mængde hash.

Den 36-årige ankede dommen til frifindelse. Han har været varetægtsfængslet siden den 9. marts og skal blive i fængslet under ankesagens behandling.

 


Nyhedsoverblik