Det vi har sammen

Sjællands unge er de mindst fulde

Foto: TV ØST

Det kan godt være, at danske unge har europa-rekord i druk. Men det er ikke de unge her i regionen, der trækker Danmark op på den kedelige førsteplads. Det skriver DAGBLADET Roskilde.

Faktisk er det "kun" 16 procent af de unge 15-årige i Region Sjælland, der har prøvet at være fulde mere end 10 gange. Til sammenligning gælder det for 21 procent af de unge i Hovedstaden og næsten 25 procent i Midtjylland. Det viser tal fra Institut for Folkesundhed på Syddansk Universitet.

Sjællænderne ligger også i bund sammen med de unge i Syddanmark, når det gælder antallet af gange, de har prøvet at være fulde, og hvor mange, der drikker sig fulde hver uge.

Ph.d.-studerende Pernille Bendtsen fra Institut for Folkesundhed på Syddansk Universitet, der står bag undersøgelsen, tør ikke give noget bud på, hvorfor det forholder sig sådan.

 - Der er en vis usikkerhed i tallene, så vi kan ikke sige noget sikkert om, hvad der gør, at unge i Syddanmark og på Sjælland skulle drikke mindre, end andre steder i landet. Men det interessant, fordi det normale billede faktisk er det omvendte. Nemlig at unge på landet drikker mere end dem i byerne, siger Pernille Bendtsen til DAGBLADET Roskilde.

Benedikte Ask Skotte fra Kalundborg, der er mor til fem og formand for foreningen Skole og Forældre, mener, at både folkeskoler og gymnasier har fået brudt tabuet omkring unge og alkohol.

 - For 10 år siden, da vores unge blev kåret til europamestre, blev alle chokerede over, hvor meget vores unge faktisk drak. I dag er alkohol et helt naturligt emne på skolerne og til forældremøderne, siger Benedikte Ask Skotte.

/ritzau/

Tip os Har du et godt tip?