Sjællands demente får bedre hjælp

Der er bedre og mere effektiv hjælp på vej til patienter med hukommelsesproblemer i Region Sjælland

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fra nytår 2012 vil henvisninger på patienter fra hele regionen, der har hukommelsesproblemer, blive vurderet af speciallæger fra tre forskellige specialer: Psykiatri, neurologi (medicinske hjerne- og nervesygdomme) og geriatri (ældresygdomme), skriver DAGBLADET Roskilde.

- Én gang om ugen vil læger fra de tre specialer sammen vurdere alle henvisninger, og finde ud at, hvad der er bedst for patienten, og hvor vedkommende skal sendes hen til udredning. Her vil der blive taget højde for alle de tre fagområder plus ventetider og geografi, fortæller Marianne M. Jensen.

Hun er projektansvarlig for den nye ordning og ledende oversygeplejerske på Geriatrisk Afdeling på Roskilde Sygehus.

I dag bliver patienterne henvist direkte til de enkelte afdelinger med risiko for at ende det forkerte sted og dermed blive sendt videre i systemet.

- Hvis ikke der er et samarbejde mellem de tre specialer risikerer man lettere, at patienterne falder mellem to stole. Ikke mindst set i lyset af, at disse patienter ofte ikke selv kan give udtryk for, hvad de har behov for, siger Marianne M. Jensen.

I Alzheimerforeningen er landsformand Anne Arndal meget positiv over for det nye tiltag.

- Det er en rigtig god idé med én indgang. For der er stor forskel på problematikken alt efter, om man er yngre eller ældre. Derfor er det en stor fordel med et samarbejde mellem specialerne, siger Anne Arndal til DAGBLADET Roskilde.


Nyhedsoverblik