Sjællændere får flere klip i kortet end jyder

Jyderne kører hurtigst, men alligevel er det sjællænderne, der får flest klip i kørekortet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fakta om klippekortet:

Reglerne om klippekort trådte i kraft 1. september 2005. Hvis du får tre klip inden for tre år, får du frakendt kørekortet betinget. Det betyder, at du beholder kørekortet, men skal bestå en kontrollerende køreprøve.

Hvis du har taget dit første kørekort for mindre end tre år siden, er reglerne skrappere. Så får du kørselsforbud allerede efter to klip inden for tre år.

Du får et klip, hvis du for eksempel overskrider hastighedsgrænsen med over 30 procent, kører med for kort afstand til den forankørende, kører ulovligt i nødsporet eller undlader at spænde passagerer under 15 år fast efter reglerne.

Kilde: Rådet for Sikker Trafik

Selvom de hastigheden på de jyske landeveje med 85,3 kilometer i timen er markant højere end resten af landets gennemsnit på 80,6, er det de sjællandske færdselsbetjente som er flittigst til at klippe i kørekortet for fartoverskridelser.

Ordensmagten i Jylland uddeler hvert år 10,3 klip per 1000 indbyggere, mens deres kolleger på Sjælland tilsvarende klipper 14,7 gange.

Hos Rådet for Sikker Trafik er man ikke glad for jydernes hårde tryk på speederen og de forholdsvis få klip. De jyske betjente har ganske vist flere og længere veje at dække, men det er ikke nok til at retfærdiggøre forskellen, påpeger rådet.

- Der kan være lokale forhold, som forklarer noget af forskellen, men især den høje fart og de få antal klip i Jylland er altså et problem, når man tænker på, at to tredjedele af alle trafikdrab på landevejen skyldes fart, siger specialkonsulent Søren Troels Berg.

Især i Syd- og Sønderjyllands Politikreds samt Midt og Vestjyllands Politikreds er risikoen for at blive snuppet meget lavere med henholdsvis 7,4 og 8,8 klipper 1000 indbyggere. De lokale færdselschefer kender til fartproblemerne, men de afviser, at de ligger på den lade side.

- Den høje fart er et problem, men vi passer vores arbejde, og vi har mange flere veje at holde øje med, end de har i København, siger John Christensen fra Midt- og Vestjyllands Politi, der bakkes op af sin kollega mod syd:

- De har flere betjente i færdselspolitiet på Sjælland, og derfor uddeler de flere klip, men vi erkender, at der bliver kørt for stærkt, og derfor er vi i gang med en særlig indsats, siger Preben Bruhn Christensen fra Syd og Sønderjyllands Politi.

Politiet har tre metoder til at fange fartsyndere. Det er enten via automatisk kontrol fra kassevogne, måling med laserpistol på udvalgte steder eller med gps fra bil eller motorcykel.

/ritzau/


Nyhedsoverblik