Sidste dag

Vores tema-uge lakker mod enden.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Derfor vil jeg prøve at runde det hele af her.

Sabine og Jeg er enige i, at ugen har været en succes. Vi er godt tilfredse, med de ting vi har fået lavet. Og så er vi tilfredse med, at der ikke har været nogen nævneværdig ballade.

Noget af det, som vi har fået kritik for er, at vi udelukkende er her, for at tænde op under det hele, her i området. De, som er overbeviste om dette, kan vi nok ikke få til at ændre mening. Vi kan blot slå fast, at det aldrig har været hensigten.

Tværtimod, har vi gjort alt hvad vi kan for at dysse det ned. Vi har for eksempel utallige gange fortalt de unge – som vi synes, vi har haft en god dialog med – at hvis de lavede ballade, så ville vi smutte. Vi gjorde dem altså klart, at vi ikke ville tage billeder af ballade, så de ligeså godt kunne droppe det. Det tror jeg på, er feset ind.

Ja, der har været en afbrændt bil, og der har også været smadret en del bilruder. Men vi er af den overbevisning, at det kunne også være sket, hvis vi ikke var her. Og uanset hvad, kan det så være rigtigt, at man har et område af en by, hvor pressen ikke kan slå sig ned, uden at det hele bryder i brand? Det mener vi ikke, og heldigvis var det jo heller ikke tilfældet.

Vi har mødt en masse fede mennesker, som vi sikkert aldrig ville have været i kontakt med, hvis vi ikke havde slået os ned i flere dage. Og det var det, der var målet.

Tak til Jer, som har fulgt tema-ugen, og til Jer, der har diskuteret tingene på vores Facebook-side. Den vil forblive åben en tid fremover, så debatten forhåbentlig fortsætter.

Og tak, til alle Jer, som har talt med os, og fortalt om livet i området. Både på og udenfor kameraets rækkevidde.

I aften sender vi det sidste indslag. Her kritiserer en brandmand fra Kalundborg, politiets, brandvæsenets og andres taktik med, at nægte at udtale sig om området i denne uge. Og så regner vi med, at have Borgmester Kaj Buch Jensen i studiet.

God fornøjelse.

 

Anders


Nyhedsoverblik