Sidste chance for Slagelse FH

Foto: TV ØST

Slagelse FH´s dameligahold er truet af konkurs. En indsamling skal skaffe 500.000 kroner inden årskiftet, ellers er det slut med ligahåndbold i Slagelse.

Der mangler penge i klubkassen hos Slagelse FH´s dameligahold i håndbold. Hvis ikke der bliver skaffet 500.000 kroner inden udgangen af 2012, så vil holdet gå konkurs.


Derfor har Jan Petersen, som er halspeaker i Antvorskovhallen, og supportklubben "Slagelse FH´s 8. spiller" arrangeret indsamlingen "Bevar Slagelse FH´s dameligahold".


- Vi står og mangler 500.000,- inden nytår. Har vi dem ikke til den tid, så er der ikke noget, der hedder ligahåndbold i Slagelse mere, fortæller initiativtager og halspeaker Jan Petersen.


Årsagen til de økonomiske problemer i klubben er en gammel gæld og manglende sponsorer.


 


Opråb til alle


Fredag blev der afholdt pressemøde for at forklare situationens alvor, og for at få opmærksomhed omkring indsamlingen.


- Vi ønsker at få skabt positiv omtale og opbakning, så ligahåndbolden ikke kun bevares, men at vi også får skabt et fundament for videreudvikling af elitehåndbolden i Slagelse, siger Jan Petersen.


Sammenlagt mangler klubben omkring én million kroner. Men hvis der bliver skaffet 500.000,- inden årsskiftet, så er der forhåndstilsagn fra en række sponsorer om yderligere støtte. Men hvis ikke de 500.000,- bliver indsamlet, så er det slut.


- Vi siger til befolkningen, privatpersoner og virksomheder, at vil I gerne se ligahåndbold i Slagelse, så er det her sidste chance, siger Jan Petersen.


Hvis det ikke lykkes at indsamle de 500.000,- og undgå en konkurs, så vil bidragsyderne få deres penge retur.


Indsamlingen vil vare indtil den 15. november.


 

Tip os Har du et godt tip?

Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App
Hent vores nye TV ØST Play App