Sharia-lovgivning underkendt i dyneløfter-sag

Holbæk Kommune må ikke anklage en enlig mor for socialt bedrageri på baggrund af en imams udtalelser. Det har Det Sociale Nævn nu afgjort, fortæller DR Sjælland.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Laily Abdeli Shired mistede i marts alle økonomiske tilskud fra Holbæk Kommune. De mente, hun havde begået socialt bedrageri, og det byggede kommunen blandt andet på en imams udtalelser om, at muslimske kvinder ifølge Sharialoven ikke må få børn uden for ægteskabet.

Sagen fik i foråret et flertal i Folketinget til at kalde såvel Indenrigs- som Beskæftigelsesministeren i samråd, og nu er sagen altså endelig afgjort i Det Sociale Nævn, som underkender Holbæk Kommunes afgørelse.

Det er den femte sag, Holbæk Kommune taber i Det Sociale Nævn i løbet af det seneste halve år. Alligevel fortsætter kommunen med de samme metoder i klapjagten på sociale bedragere.

Senest har Camilla Leth, som er enlig mor til tre børn, mistet såvel kontanthjælp som alle økonomiske tilskud fra kommunen. Begrundelsen er en anonym anmeldelse om, at hun stadig skulle leve sammen med børnenes far, samt nogle kontoudtog, der viser, at hun har lånt ham penge til en el-regning.

Over hele landet har kommunerne intensiveret jagten på sociale bedragere ved at nedsætte kontrolgrupper, som udelukkende arbejder med at afsløre socialt bedrageri. Men det er på kant med loven, mener Professer i socialret ved Københavns Universitet Kirsten Ketscher.

- Kommunerne fratager borgerne deres tilskud på et meget løst grundlag, og man kan stille spørgsmål ved, om den stil de har, overhovedet er lovlig. Hvis der er tale om socialt bedrageri er det jo en forbrydelse, og så bør kommunen anmelde det til politiet, så de undersøger, om der er beviser nok til at rejse en sag om socialt bedrageri, siger Kirsten Ketscher til DR Sjælland.


Nyhedsoverblik