SF'er siger nej til Astrid Krag

SF'erne i Holbæk og Kalundborg vil gerne have Astrid Krag som ny partiformand. Det vil SF i Odsherred ikke, skriver dagbladet Nordvestnyt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Tommy Dinesen, eksborgmester i Kalundborg og fra SF's gamle garde, bakker fuldt op om sundhedsminister Astrid Krag.

- Hun er nok den, der er bedst på tapetet lige nu, så vi skal samles om hende, for partiet er i krise som aldrig før, lyder vurderingen fra Dinesen.

Svend-Aage Larsen, formand for SF Holbæk, håber af respekt for medlemsdemokratiet, at der vil dukke en modkandidat op. Han regner dog ikke med, at den eventuelle modkandidat har en reel chance for at slå Krag.

- Astrid Krag har været en af de toneangivende i den udvikling, så jeg synes da, det er fint, at hun bliver formand, siger han.

I Odsherred ønsker formand og byrådsmedlem Arne Mikkelsen en mere venstreorienteret linje i SF. Han er derfor stiller for folketingsmedlem, socialordfører Annette Vilhelmsen - hvis hun vel at mærke ønsker at tage udfordringen op.

- Annette Vilhelmsen står for en mere venstreorienteret linje, som vi sympatiserer med i Odsherred. Med hende som formand kan vi få mere kant til den herskende linje i regeringssamarbejdet, forklarer Arne Mikkelsen til Nordvestnyt.

 


Nyhedsoverblik